Godt 18 år efter, at Søren Sachs startede som CEO på det bureau, der dengang hed Yellow Advertising, fratræder han nu stillingen som direktør på Yellow Umwelt og træder samtidig ud af partnerkredsen.

Det fremgår af cvr-registeret og bekræftes af Martin Michael Hansen, der fremover vil være eneste registrerede direktør på bureauet.

Søren Sachs selv er ikke vendt tilbage på Markedsførings henvendelse, men Martin Michael Hansen skriver på mail, at hans meddirektør selv har ønsket at stoppe. 

”Søren Sachs træder – efter eget ønske – ud af partnerkredsen i Yellow Umwelt A/S og overlader CEO posten til undertegnede, der har været CEO siden 2013 og siden 2020 Co-CEO med Søren.”

Ny rolle i datterselskab

Martin Michael Hansen skriver videre, at Søren Sachs kommer til at spille en rolle i bureauets datterselskab Xtools.

”Søren har i et stykke tid haft lyst til at prøve noget andet og har blandt andet udtrykt ønske om at træde mere aktivt ind i Yellow Umwelts datterselskab Xtools, som sælger SaaS-løsninger inden for digitale præsentationer,” lyder det i mailen og videre:

”Så her har han en ejerandel og skal derudover i gang med andre ting. Det hele forløber planlagt og uden det store drama, og er noget partnerkredsen har arbejdet med i nogle måneder.”

Yellow Umwelts partnerkreds består herefter af client director Cathrine Brekke, executive creative director Jakob Bruun og CEO Martin Michael Hansen.