Den internationalt anerkendte kreative profil Christine Smith skifter for første gang til kundesiden.

”Det er en vildt spændende udfordring at blive kreativ direktør hos Omhu,” siger hun i et interview med mediet Markedsføring.

Christine Smith skifter til møbelbrandet Omhu efter en periode, hvor hun har arbejdet som freelance kreativ på først Amplify og derefter Uncommon i London.

Før hun gik freelance, havde hun landet en drømmestilling hos Virtue i New York, som Markedsføring tidligere har skrevet om.

”Salg er gået amok”

Christine Smiths nye arbejdsgiver blev stiftet i 2021 af vintage-møbelentusiasterne Frederik Christian Mørkeberg Frøsig og Jonas Larsen, der satte sig for at lave deres eget sofa brand

Omhus hovedkontor ligger i Nordvest i København. Og de sidste par år er salget af brandets retroinspirerede modulsofaer, ifølge Christine Smith, eksploderet.

”Salget er gået amok i hele verden,” siger hun.

Og Omhus seneste regnskab tyder også på succes. Ifølge virksomhedens regnskab mønstrede man i 2024 22 ansatte og havde en bruttofortjeneste på 23,4 mio. kroner.

Årets resultat for Omhu for 2024 lød på 14,3 mio. kroner.

Bureaubranchen næsten gennemført

Christine Smith fortæller, at hun efter en del år at have arbejdet remote, var begyndt at savne at have en fast pind. Helst på et kontor i Danmark.

Først overvejede hun at vende tilbage til den danske bureaubranche, hvor hun senest var hos Butter.

Men efter nøje overvejelser, bestemte hun sig for, at der skulle andre boller på suppen.

”Jeg har arbejdet i branchen i en god del år efterhånden. Og hvis man ser på reklamebranchen som et spil, så sad jeg lidt med følelsen af, at jeg nærmest havde gennemført det,” siger hun.

Hun var derfor meget lydhør, da hun blev kontaktet af Omhu, hvor hendes opgave bliver at tage brandet til næste niveau.

”Brandet har en rigtig god økonomi og relativ højt internationalt kendskab, men det bliver min opgave at være med til at skabe brandet. Indtil nu har de har været enormt gode til at lave indhold på TikTok og Pinterest, men nu skal vi gå skridtet fra at alle forstår, hvad produktet kan, til at give det mere coolness og eksklusivitet omkring sig.”

”Jeg skal være med til at definere, hvad det er for en følelse, der skal være i brandet, den visuelle identitet – og hvad det skal stå for,” tilføjer hun.”  

”Det perfekte match”

Alexander Morabbi Wulsch, der er CMO i Omhu, kalder Christine Smith ”det perfekte match” for virksomheden.

”Hun har en tung, bred og international erfaring fra både USA og Storbritannien – to markeder, der er strategisk vigtige for os. Samtidig har hun en stærk forståelse for internetkultur, sociale medier og viralitet, hvilket er helt centralt i vores måde at arbejde med brand og markedsføring på,” skriver Alexander Morabbi Wulsch i en mail til Markedsføring.

Hvordan fandt I frem til at det netop skal være Christine Smith, der skal være jeres nye kreative direktør?

”Vi arbejder meget målrettet på at bygge et verdensklasse marketingteam med de bedste folk fra branchen. Derfor laver vi primært proaktiv outreach og rækker selv ud til kandidater i stedet for at vente på ansøgninger. I processen forhørte vi os også i vores netværk, og gennem det arbejde fandt vi frem til Christine, som hurtigt stod klart som den helt rigtige profil for os.”

I forhold til hvad hun glæder sig mest til i din nye rolle, siger Christine Smith;

”Jeg ser virkelig frem til at være til at skabe et brand som alle kan huske, fordi det har brudt med sin kategori.”

Hun uddyber:

”Jeg har talt rigtig meget med Omhu om, at vi gerne vil gå til markedet på en anden måde end andre designerinteriør virksomheder plejer at gøre. Jeg tror, at den rejse, vi skal ud på, bliver vildt sjov.”

Som kreativ på bureau har Christine Smith ofte fundet på idéer, som andre har skulle føre ud i livet, og de derfor ikke er blevet realiseret, som de var tiltænkt.

”Når man arbejder på bureau, forbliver de gode ideer oftest i et deck. Og de idéer, der bliver købt, ændrer sig oftest, fordi kunden skal eksekvere dem. Nu – på kundesiden – kan jeg være med til at følge de gode ideer til dørs og se, hvordan de påvirker virksomheden, hvilket bliver rigtig fedt.”

" Jeg har ro i maven i forhold til, at det her bliver et langt forhold.
Christine Smith, kreativ direktør, Omhu

Fået en stærkere mavefornemmelse

Sidst Markedsføring talte med Christine Smith forlod hun en stilling som kreativ direktør hos Butter, fordi hun havde fået tilbudt et drømmejob hos Virtue i New York.

Hvorfor varede den drøm kun halvandet års tid?  

”Jeg arbejdede både på Virtues kontor i New York og deres kontor i London  og jeg havde kunder på flere andre markeder. Så over tid blev det simpelthen for intenst at både skulle arbejde i DK, UK, LA og New York-tidszoner, for lige pludselig havde jeg jo næsten ikke fri.”

I sin tid hos Virtue har Christine Smith lavet kampagner for blandt andre Wikipedia, Toyota og Tinder.  

”Det har været megaspændende og lærerigt at være lead på ting i den størrelsesorden,” siger hun.

Hvad er det vigtigst, du har lært af at komme ud og følge din helt store arbejdsdrøm?

”Jeg har lært, hvad det vil sige at bedrive lederskab i et større team. Og samtidig har jeg i processen også fundet mig selv på den måde, at jeg stoler enormt meget på min mavefornemmelse nu, i forhold til hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert; hvad der er en god idé, og hvad der ikke er en god idé.”

”Før har jeg nok haft en lidt mere blød tilgang i min lederstil og været lidt ’go with the flow-agtig’. Jeg tror, det har været godt for mig at bare blive smidt ud på nogle kæmpestore kunder som lead, og bare fået at vide: Here you go.”

Klar til at blive ‘gift’

Når man kigger på dit CV, er der en tendens til, at du ikke bliver i dine stillinger i mange år. Er du lidt rastløs af natur, eller kan du godt se dig selv være i lang tid hos Omhu?

”Sjovt nok fik jeg det samme spørgsmål til min første samtale med Omhu. Jeg tror, der sker noget med en, når man ligesom har afsøgt markedet, er blevet lidt ældre og er faldet lidt ned,” siger Christine Smith.

Den prisvindende kreative tror, det vil være rart for hende at være hos Omhu i lang tid.

 ”Jeg også frem til at komme dybere i brandet, i stedet for at rushe fra brand til brand i jagten på den næste store idé, der skal redde virksomheden, sådan som det jo tit er ude på bureauerne. Jeg har ro i maven i forhold til, at det her bliver et langt forhold. Jeg er klar til at ’gifte’ mig,” griner hun.

Til at starte med vil der ikke være en decideret kreativ in-house afdeling hos Omhu, men det forventer Christine Smith, at der på sigt skal etableres.

”Og det er jo så også noget, som jeg skal være med til at lede og forme.”