Den grønne Duolingo-maskot, uglen der har haft for vane at true brugerne af sprog-appen, hvis de ikke gennemfører deres lektioner, er død.

Det oplyser selskabet selv på blandt andet Instagram.

Ifølge branchemediet AdAge er der dog tale om et marketingstunt, selv om selskabet holder fast i, at ’dødsfaldet’ er sandt.

“Det er med tungt hjerte, at vi må meddele, at Duo, bedre kendt som The Duolingo Owl, er død. Myndighederne undersøger i øjeblikket dødsårsagen, og vi samarbejder fuldt ud,” skriver Duolingo i opslaget og tilføjer:

“Vi er klar over, at han havde mange fjender.”

Over for AdAge fastholder lærings-appen dødsfaldet:

“Vi kan bekræfte, at udsagnene i vores seneste sociale posts er sande (…),” skriver Duolingo i en mail til mediet og tilføjer:

”I årevis mindede han utrætteligt millioner af mennesker om at passe deres sprogundervisning – nogle gange med blide skub, andre gange med skarp vedholdenhed. Men selv de mest ubønhørlige fugle har en grænse for, hvor meget de kan holde til.”

Men man må forstå, at Duolingo ikke stoler på, at deres verdenskendte maskot døde af naturlige årsager’ eller ’ulykker’.

“Vi ved, at ingen ugle så dedikeret som Duo bare falder død om uden, at der ligger noget bag. Hold øje med vores sociale kanaler, mens vi afdækker den chokerende (og muligvis absurde) sandhed bag hans alt for tidlige død,” skriver en Duolingo-talsperson til AdAge og tilføjer, at man ikke kan kommentere yderligere.

Om uglen står op fra de døde igen, vides ikke i skrivende stund. Men det er set før i reklamehistorien, at en maskot har mistet livet i et marketingstunt — og er kommet tilbage.

Mr. Peanut, mangeårig maskot for nødde-producenten Planters, ‘omkom’ således i 2020 til stor sorg for brandets fans. Men han er såmænd tilbage igen.