I slutningen af april blev Alm. Brands køb af Codan godkendt af myndighederne, og nu går forsikringsgiganten ud med koncernnavn og tilhørende visuel koncernidentitet.

Alm. Brand Group bliver det nye navn på koncernen, der omfatter tre kundevendte brands, Alm. Brand, Codan og Privatsikring.

Af samme grund var der behov for et samlende koncernbrand, forklarer Mikkel Friis Lind, marketingdirektør i Alm. Brand, i en pressemeddelelse.

”I forlængelse af den nye strategi hvor Alm. Brand Group bliver en koncern med en portefølje af brands, har vi haft et behov for at udvikle en ny koncernidentitet, der skal kunne omfavne og inkludere de tre kundevendte brands,” siger Mikkel Friis Lind og tilføjer:

Det nye logo for Alm Brand Group. Foto: PR.

”En identitet, der differentierer sig fra det kendte Alm. Brand, men samtidig tager styrke, historie og genkendeligheden med.” 

Udviklet inhouse

Ifølge meddelelsen har man derfor også i det nye Alm. Brand Group “valgt at videreføre den velkendte lyseblå farve, den blå firkant og den egenudviklede skrifttype.”

I forbindelse med etableringen af koncernbrandet er der desuden lanceret et nyt site, 

”Det nye koncernsite vil i overvejende grad kommunikere til markedet og nuværende samt fremtidige medarbejdere, mens de kundevendte budskaber fortsat skal drives ud af vores tre brands,” siger Mikkel Friis Lind. 

Identiteten er udviklet in-house, oplyser forsikringsselskabet, der efter købet af Codan placerer sig som landets næststørste med over 700.000 kunder og årlige præmieindbetalinger for over 11 milliarder kroner.

Alm. Brand oplyste i juni, at man købte Codans danske forsikringsforretning for værdiansat 12,6 milliarder kroner.

Handlen fik grønt lys af myndighederne 27. april i år.