Mødrehjælpen har i denne uge lanceret kampagnen ‘Hjælp til livet’ med en ny kortfilm, hvor man følger en mor, der kommer mere og mere i bekneb. 

Ifølge Tasja Norre Parize, der er afdelingschef for politik, analyse og kommunikation i Mødrehjælpen, er målet med den nye film at “kvalificere kendskabet” til selvsamme.

“Vi hjælper forældre, som er faret vild i livet. Det handler om skilsmisse, konflikter, økonomiske udfordringer, mistrivsel og bekymringer for børnene. Nogle gange vælter problemerne som dominobrikker og udvikler sig til en livskrise, der påvirker hele familien. Og uden hjælp risikerer familierne at blive skubbet ud over kanten og sætte permanente spor hos børnene,” siger hun i en pressemeddelelse til Markedsføring. 

En emotionel knytnæve 

Kaspar Monberg, der er stifter og creative director i No Pooma og som har udtænkt og skrevet filmen, siger i pressemeddelelsen:

”Vi har lavet en film som skal fungere som en knytnæve lige i følelserne. Vi ved, at emotionel storytelling virker, og derfor har vi skabt denne fortælling.”

Det er Mikkel Blåbjerg fra Holy Ravioli, som har instrueret filmen og den nødstedte mor, der befinder sig i en mere og mere omfangsrig livskrise i produktionen, spilles af skuespilleren Sarah Hjort Ditlevsen, der i 2013 vandt Bodilprisen for bedste kvindelige hovedrolle for sin medvirken i spillefilmen ‘Undskyld jeg forstyrrer’.

“Undervejs i filmen kommer vi ind i kvindens bevidsthed og oplever, hvordan hun føler sig mere og mere fastlåst og ikke længere selv kan finde vej ud af problemerne. Hun er faret vild i livet og har brug for hjælp. Fortællingen leder frem til afmeldingen ‘Hjælp til livet’, som kort og præcist definerer, hvad det er, Mødrehjælpen tilbyder,” siger Kaspar Monberg i meddelelsen.

Kampagnen udrulles paid og organisk på sociale medier.

Du kan se kampagnekortfilmen nedenfor: