No Pooma er navnet på det seneste skud på det danske bureautræ.
Bureauet er stiftet af Kaspar Monberg, der samtidig er stoppet som Creative Director i Merkel, hvor han har været de sidste syv år.
“Jeg har altid haft en drøm og ambition om, at være kok i egen restaurant. Og det er der, at min glæde og passion for reklame ligger; når man skaber noget fra bunden,” siger Kaspar Monberg om baggrunden for etableringen.
Pt. er No Pooma et en-mands-bureau, men ambitionen er ifølge Kaspar Monberg at vokse til 5-6 medarbejdere indenfor det næste år. Og som første skridt på den rejse leder Kaspar Monberg efter to ”seniorprofiler” – en CEO og en kreativ direktør – der vil involveres i projektet.
Kreativitet vigtigere end strategi
Som mediet Markedsføring tidligere har skrevet om, befinder branchen sig i en rekrutteringskrise – der er mangel på arbejdskraft. Hvordan vil Kaspar Monberg tiltrække de ønskede senior-profiler til sit nystartede bureau?
“Jeg vil prøve at gøre tingene anderledes. Og jeg tror, at den tilgang, som jeg prøver at skabe på No Pooma, kan være attraktiv for de rette profiler, der vil være med til at skabe et bureau, hvor idé-båren kreativitet er udgangspunkt for forretningen,” siger Kaspar Monberg og tilføjer:

“Jeg har udviklet en bureaumodel, hvor der kun er én strategisk indledningsøvelse, som er skåret helt ind til benet. I mine optik er formålet med reklame grundlæggende at gøre et produkt eller brand kendt, og når der er skabt enighed om det med kunden, så kan vi komme meget hurtigere i gang med den kreative proces.”
”Samtidig er det også en model, som jeg tænker er økonomisk attraktivt for kunder, fordi det muliggør at lave stærkt arbejde for færre penge. Vi er ikke interesseret i at sælge store dyre PowerPoint-præsentationer om det strategiske afsæt,” tilføjer han.
Men er strategisk fokus ikke nødvendigt for at ramme rigtigt med en kampagne?
”Strategi har en værdi, men i forhold til mindre danske budgetter, så mener jeg ikke, at de penge bliver brugt rigtigt, og mange lange strategi-processer bliver oversolgt. Det er min overbevisning, at det gælder om at komme hurtigere i gang med den kreative proces, og jeg ser ikke nogen grund til at bruge halve eller hele millioner på strategi-arbejde for at nå dertil,” siger han.
Vil ikke selv være CEO
Normalt når folk skaber et bureau, så bliver de selv CEO. Hvorfor bliver du ikke selv CEO i No Pooma?
“Fordi det ikke er der, min styrke ligger. Min styrke ligger i det kreative arbejde, og som jeg ser det, så skal jeg have en CEO ind, som kan drifte forretningen og brænder for det – og som kan drive kunderelationerne.”
Men du siger, at du gerne vil være kok i egen restaurant. Er det så ikke lidt selvmodsigende at lede efter en chef?
“Som jeg ser det, behøver en CEO ikke at være en chef for en kreativ direktør. Jeg tror sagtens, at man kan lave et lige partnerskab, hvor der er ligevægt i forhold til beslutningsprocesserne. Og så handler det jo om, at jeg finder nogle mennesker, som er ligesindede, og som man kan med. Så jeg leder mere efter en partner end en chef.”
Hvordan har du råd til at ansætte og aflønne senior-profiler?
“Jeg har en begrænset startkapital, som jeg har skabt via opsparing og investering. Så jeg har mulighed for at aflønne fra starten. Men når det er sagt, vil gerne have folk ind på lige vilkår. Så det ville være skønt, hvis kommende partnere selv kan komme med noget, men samtidig har jeg fuld forståelse for, at der er mange, der ikke har den mulighed.”
Pt. står du på helt på egne ben. Hvordan er det at være sprunget ud som bureau-ejer – også tiden taget i betragtning?
“Det da et lidt angstprovokerende skridt at tage alene. Og især lige nu. Dels er der jo de rekrutteringsudfordringer, du nævner, men så der er jo også en recession, der banker på døren. Og det tror jeg, at alle lige nu i branchen er nervøse for,” siger Kasper Monberg, der dog tror på, at de ovennævnte udfordringer også åbner for muligheder:
”Mark Ritson (marketing-forsker, red.) citerer racerkøreren Ayrton Senna, der har sagt, at man ikke kan overhale 15 biler i solskin, men det kan man i regnvejr. Og det er det mindset, som jeg har startet No Pooma ud fra.”
Men Ayrton Senna døde jo på tragisk vis også på racerbanen… hvordan vil du sørge for, at No Pooma ikke lider samme skæbne?
”Ja, det var jo ganske forfærdeligt. Heldigvis er reklame en noget mere tilgivende sportsgren, og det værste, der kan ske, er, at det ikke lykkes – og så er det dét. Men nu, for at blive i metaforen, træder jeg på speederen og håber, at der både er partnere og kunder, som vil køre med.”