Salling Group får kritik fra flere sider koncernens nye mærkningsordning med sorte stjerner, der blev offentliggjort i slutningen af februar.
Hensigten med det sorte stjerne-system i Salling Groups butikker – Netto, Føtex og Bilka – er at markere, om et mærke er europæisk. Det skal efterkomme et stigende antal forbrugeres ønske om ikke at købe amerikanske produkter.
Men i flere af Salling Groups butikker er der endnu ikke kommet stjerner på alle europæiske mærker, skriver BT. Det gjaldt ifølge mediet blandt andet produkter fra Karen Volf, Haribo og Carlsberg. Vildledende og ulovligt, lyder det blandt andet fra advokat Heidi Højmark Helveg til B.T.
“Markedsføringsloven siger klart, at man ikke må vildlede hverken forbrugere eller i øvrigt skade konkurrenter i sin markedsføring – og det er begge dele tilfældet her,” siger hun.
Også Forbrugerrådet Tænk har kritiseret Salling Groups mærkning, som de finder problematisk, fordi den kan vildlede kunderne, skriver Berlingske.
”Salling Group har en opgave i at forklare, hvad det her mærke kan og ikke kan. Der er en reel risiko for, at man ikke kun vejleder, men også kommer til at vildlede,” siger Maja Effersøe Khan, der er fødevarepolitisk rådgiver i forbrugerorganisationen, til Berlingske.
Ifølge Heidi Højmark kan virksomheder potentielt have en god sag mod Salling Group, hvis de vælger at gå videre med det i retssystemet, siger hun til TV 2.
Over for B.T. afviser pressechef hos Salling Group, Jacob Krogsgaard, at der skulle være problemer med mærkningsordningen.
”Det er blot en udvidet oplysning om, hvor ejerskabet hører hjemme. De sædvanlige informationer kan man stadig finde på produktet,” siger han til BT.