Fitnesskæden Arca oplyste ikke tydeligt nok, at forbrugerne blev tilmeldt et løbende medlemskab, hvis de benyttede et godt tilbud. Det er nu takseret til en bøde på 600.000 kroner.

Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Sagen begyndte i 2020, da Forbrugerombudsmanden på baggrund af en række klager blev opmærksom på den pågældende markedsføring fra Arca, der driver 18 træningscentre i Danmark.

Kæden havde på sin hjemmeside, i mails og på Facebook og Instagram markedsført tilbud om træning i to måneder gratis – eller til en kraftigt nedsat pris – uden tydeligt at gøre opmærksom på, at forbrugerne ved at benytte sig af tilbuddet også blev tilmeldt et løbende betalingsmedlemskab. 

I praksis skulle man som minimum betale fuld pris for én måned, inden man kunne melde sig ud.

Forbrugerombudsmanden valgte efterfølgende, i november 2020, at indgive politianmeldelse i sagen, og det er i den sag, Arca nu af Københavns Byret er idømt en ApS en bøde på 600.000 kroner for vildledende markedsføring af tilbuddene. 

Fortsatte trods indskærpelser

Markedsføringen fortsatte frem til den 3. juli 2023, og byretten ”har ved fastsættelse af bødens størrelse taget hensyn til, at der er flere forhold og tale om en længere periode, og at selskabet trods henvendelse og indskærpelse af reglerne i markedsføringsloven fra Forbrugerombudsmanden i 2019 har fortsat sin ulovlige markedsføring”.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen udtaler i meddelelsen, at han er ”meget tilfreds med, at Forbrugerombudsmanden i endnu en sag får slået fast, at det ikke kan betale sig for virksomheder at skjule oplysninger om et betalingsmedlemskab for forbrugerne”.

Han uddyber:

”Forbrugere, der benytter sig af et tilbud, hvor der også er tilknyttet et betalingsmedlemskab, skal gøres meget klart og tydeligt opmærksom på det. Hvis oplysningerne om betalingsmedlemskabet ikke gives i forbindelse med tilbuddet og under hele købsforløbet på hjemmesiden, så er der tale om vildledende markedsføring, og det er Arca ApS nu blevet straffet for.”

Det fremgår af pressemeddelelsen, at Arca har anket dommen til landsretten.