2022 blev det bedste regnskabsår i kommunikationsbureauet Primetimes levetid.
De voksede på top- og bundlinjen, og leverede samtidig et overskud på 10,4 millioner kroner, der skal fordeles mellem bureauets partnerkreds, bestående af Thomas Juul-Dam, Karsten Anker og Casper Hyldekvist.
”Det er et resultat, vi er stolte af, og som viser, at vi havde et 2022 med virkelig høj aktivitet på alle områder af forretningen. Vi lykkedes med at levere værdi for kunderne, udvikle os og blive dygtigere og dertil tilføje flere kollegaer til vores i forvejen fantastiske hold af medarbejdere,” skriver Casper Hyldekvist, Managing Partner, i en pressemeddelelse.
Fra 2021 til 2022 løftede Primetimes nettoomsætning sig fra 58,5 millioner kroner til 69 millioner kroner. I samme periode gik bruttoavancen fra 40,7 millioner kroner til 45,8 millioner kroner.
Kommunikationsbureauet tæller i omegnen af 60 medarbejdere, oplyser de i meddelelsen.
”Vi skal tiltrække de dygtigste hoveder, og vores vækst giver os mulighed for det. Vi har fundet en god opskrift, hvor vi kombinerer strategi, politisk forståelse og et højt niveau af kreativitet,” skriver Casper Hyldekvist videre.
Øget fokus på sundhed og bæredygtighed
En af de ansættelser, som Primetime har gjort sig, er Martin Geertsen. Han er tidligere kultur- og fritidsborgmester og medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Region Hovedstaden og Folketinget og blev i marts kommunikationsbureauets Director.
Og han er en af flere, der skal give Primetime øget indsigt i sundhedsområdet.
”Vi har arbejdet med sundhed og forebyggelse for en række kunder i mange år. Nu tilføjer vi så flere kompetencer og satser endnu mere på området, og det giver allerede nu flere opgaver for nye kunder. På samme måde løser vi stadig flere opgaver for vores kunder indenfor aktivering af ESG-agendaen, som bliver af vores satsningsområder de kommende år,” skriver Casper Hyldekvist.
Primetime oplyser, at de forventer, at 2023 kommer til at ligge på samme niveau som 2022.