Sidste år kunne Primetime fejre 20-års jubilæum, og nu viser året sig at have været historisk på flere fronter.  

For både på top- og bundlinje er har bureauet leveret det bedste resultatet i sin levetid.

Nettoomsætningen var på 58,4 mio. kroner med en bruttoavance på 40,6 mio. kroner. Væksten kan også aflæses på bundlinjen, hvor Primetime ifølge en pressemeddelelse fik et resultat før skat på 10,8 mio. kroner.

Nøgletal Primetime:

2021

Nettoomsætning: 58,4 mio. kroner
Resultat før skat: 10,8 mio kroner.

Kilder: CVR og Primetime

Da Primetime er et P/S (Partnerselskab), er det ikke muligt at tilgå alle nøgletal i CVR.

”Vi har trods usikkerhed som f.eks. Corona haft et rigtigt godt år, hvor vi er vokset alle steder i forretningen,” lyder det i meddelelsen fra Managing Partner i Primetime, Casper Hyldekvist, der tilføjer:

”Vi er glade for det ekstraordinært flotte resultat – ikke mindst i lyset af, at vi hen over året har iværksat en række initiativer, hvor faglig og personlig udvikling er i højsædet.”

Primetime havde i 2020 en bruttoavance på 34,6 mio. kr., og fremgangen på op imod 20 procent har, ifølge meddelelsen, resulteret i at virksomheden har ansat en række medarbejdere i løbet af 2021 og nu har mere end 50 på lønningslisten.