Forsvaret har hyret komikeren Christian Fuhlendorff til deres mission om at få flere ind på officersuddannelsen.

Hvervningskampagnen består af tre podcastafsnit, hvor komikeren ifølge programbeskrivelsen forsøger at lave “verdens bedste reklame for officersuddannelsen”. Podcastserien har kostet 413.000 danske kroner, skriver B.T, hvor yderligere 40.000 er brugt på annoncering på Instagram og Facebook.

Mens marketingchef i Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Mikkel Jørnvil Nielsen, siger til B.T., at han er tilfreds med podcasten, har den mødt kritik fra Caspar Stefani, der er officer i hæren og tidligere folketingskandidat for Konservative.

“Jeg bliver efterladt med et indtryk af, at man ikke tager Forsvaret alvorligt nok, når man bruger en komiker som vært for en rekrutteringspodcast,” siger Caspar Stefani til B.T.

I et skriftligt svar til B.T. skriver marketingchefen Mikkel Jørnvil Nielsen blandt andet, at hvis de skal gøre sig forhåbninger om at fange målgruppens interesse, er de nødt til at skille sig ud.

“Mange i målgruppen ved, at der findes en officersuddannelse – men meget få ved noget om, hvad den egentlig indeholder. I vores kampagne hjælper Christian Fuhlendorff med at skabe interesse og indsigt. Han går til sagen med en humoristisk og nysgerrig vinkel – så fra start ved han ikke noget og har sine forestillinger – men ved at møde dygtige og dedikerede kollegaer, bliver han og lytterne klogere. Og det er nogle respektfulde og gode snakke, han har med dem, han møder,” skriver Mikkel Jørnvil Nielsen til B.T.

Podcastserien er endnu et tiltag i den milliondyre rebranding, Forsvaret har påbegyndt.

DR har gennem aktindsigter beskrevet, hvordan Forsvarets samlede rekrutteringskampagne har en pris på 12,9 millioner kroner, hvoraf omkring syv millioner kroner går til reklamebureauet Advice, som de samarbejdet med.

Kampagnen skal vise Forsvarets betydning for dansk sikkerhed, tryg og frihed, som Forsvaret skriver i deres pressemateriale, og hjælpe med at fastholde og tiltrække ansatte.

FE og PET har også mødt kritik

Det er ikke kun Forsvaret, der har oplevet at blive udsat for kritik, når de forsøger at reklamere for sig selv.

Sidste år indrykkede Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) en rekrutteringskampagne på Facebook, der mødte forundring. To kommunikationsrådgivere kaldte FE’s annoncer for utroværdig og uddateret.

“Når jeg tænker på FE, tænker jeg det meste digitale og teknologiske, du kan komme i nærheden af i Danmark, men formsproget her kan nærmest ikke blive mere bedaget. De rammer skævt i forhold deres brand, som jeg ser det. Eller også er der noget, jeg simpelthen ikke forstår. For mig bliver det en parodi på en efterretningstjeneste,” sagde Maja Hartmann, direktør i Radius, dengang.

Og tidligere denne uge kritiserede 182 forskere og studerende PET’s nye anti-spionage kampagne for at være “eksplicit racistisk”.

Den kreative bag forklarede til Markedsføring, at kampagnen var lavet med et glimt i øjet.

“Jeg er ked af, hvis nogen opfatter dele af kampagnen som racistisk. Det har selvfølgelig ikke været meningen. Omvendt er der en række alvorlige sager og et reelt trusselsbillede, der peger på nogle konkrete lande. Det bliver man nødt til at acceptere,” forklarede Thomas Nørgaard, der var den kreative bag arbejdet.