Det har været et godt år for bureauet Gorm x Envision, og nu opruster man med en ny kreativ direktør, Janus Jauch, der er hentet hos Sunrise.
Det oplyser Gorm X Envision i en mail til Markedsføring.
Janus Jauch har været på Sunrise siden 2008, først som art director og siden – fra februar 2015 – som kreativ direktør og partner.
På Gorm x Envision får han titel af chief creative officer, og han starter i sit nye job den 1. maj, hvor han kommer til at dele rollen med kreativ direktør Tobias Lykke Aggergaard.
”Vi har brug for flere kreative muskler, der kan levere på disse typer opgaver. Derudover skal det være profiler, som forstår helheden i kunderejsen, og som kan skalere de kreative løsninger helt korrekt. Det er ikke alle profiler, som har kompetencerne og formatet til dette, og derfor er vi stolte over, at vi har tiltrukket en kapacitet som Janus til at hæve barren på dette område,” skriver CEO’en i mailen.
”Fundament for en frisk og ny tilgang”
Gorm x Envision blev ’født’ ud af en fusion mellem et af landets største reklamebureauer, Envision, med søsterbureauet Gorm Agency i oktober 2023.
Allerede i december opkøbte det nyfusionerede bureau PR-bureauet Prception, og i januar i år kunne Gorm x Envision melde om massiv fremgang i forretningen.
Og Janus Jauch lægger ikke skjul på, at han glæder sig til de nye udfordringer:
”Jeg er utroligt spændt på at blive integreret i det nye GxE (Gorm x Envision, red.). Bureauet er i rivende udvikling og skærper sit strategiske fokus på teknologi og kreativitet. Et krydsfelt, der er mere vigtigt end nogensinde i den overvejende digitale verden, vi lever i, hvor AI senest viser nye muligheder,” skriver han i mailen og uddyber:
”Her er virkelig et fundament for en frisk og ny tilgang til blandt andet kampagner og branding inden for vores felt. Og så har jeg jo store forventninger til den personlige og faglig udfoldelse sammen med Tobias, som jeg skal dele roret med.”
Det glæder sidstnævnte sig også til:
”Jeg har altid befundet mig bedst i et team, fordi jeg tror, vi kommer længere som hold end som individer. Derfor er det også helt naturligt for mig at have været på jagt efter – og nu fundet – en kreativ soul mate. Jeg glæder mig helt enormt til, at Janus dukker op, så vi sammen fortsat kan hæve barren for bureauets leverancer”, skriver Tobias Lykke Aggergaard.
Gorm x Envision beskæftiger omkring 100 medarbejdere fordelt mellem kontorerne i Aarhus og København. Bureauet er en del af First Chair Group.