Det er blot to måneder siden, at Gorm Agency og Envision fusionerede og blev til Gorm x Envision. Og nu udvider CEO, Mads Duzenius Christensen, butikken igen. Denne gang med et PR-ben.

Det oplyser First Chair Group, der ejer Gorm x Envision, i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om den enkeltmandsejede – og blot 19 måneder gamle – rådgivningsvirksomhed Prception med Dennis Bylov Dalgaard i spidsen.

Med opkøbet kan Gorm x Envision, ifølge Mads Duzenius Christensen, fremover tilbyde ”et endnu stærkere produkt inden for Public Relations, Public Affairs, positionering og strategisk kommunikation”.

”Vi har længe haft et stort ønske om at inkludere PR i vores produktportefølje, da det altid vil være en positiv forlængelse af vores arbejde. Det virker som en naturlig løsning at handle nu, hvor vi er ved at støbe fundamentet for Gorm x Envision,” skriver han i meddelelsen.

Dennis Bylov Dalgaard bliver efter opkøbet Head of PR & Communications på bureauet, og han skriver i meddelelsen om salget af sin virksomhed.

”Prception er nået til et punkt i sin udvikling, hvor der skulle flere kræfter til, hvis vi skulle fortsætte den positive udvikling. Derfor var det oplagt at slå til, da Gorm x Envision kom på banen. Bureauet er et koryfæ i branchen, som jeg virkelig gerne ville være en del af.”

Parterne skriver opfølgende på mail til Markedsføring, at købssummen er et ’uoplyst beløb’, og at handlen ikke ændrer noget i ejergruppen, idet Dennis Bylov Dalgaard ikke bliver medejer af Gorm x Envision.

Den nye PR-afdeling får navnet ’Prception – a part of Gorm x Envision’ og vil have plads på virksomhedens kontor i Charlottenlund, hvor også moderkoncernen First Chair Group holder til.