Det fynske bureau Ecreo går i sit nye regnskab frem på både top og bund.
I alt omsætter bureauet i sit 2023-regnskab for 17,9 mio. kr. – en vækst på 33 procent i forhold til 2022, hvor omsætningen lød på 13,9 mio. kr.
Samtidig vokser resultatet på bunden også fra 1,5 mio. kr. før skat til 2,4 mio. kr efter skat.
“Vi er stolte over, at vi igen er lykkedes med at realisere en betydelig vækst, samtidig med at vi har en sund og solid forretning. Vi står et godt sted med en klar strategi, hvor vi ikke er tvunget til konstant at skaffe nye kunder og projekter. Vores strategi er langsigtet, og det handler i høj grad om at sikre det rigtige match mellem os og vores kunder,” siger direktør og medejer Casper Stendal om resultatet i en pressemeddelelse.
Samtidig har bureauet også hyret flere nye ansatte i det forgangne år, så man er gået fra 26 til 31 ansatte.
Her har fokus samtidig været på, at medarbejderne skulle have det godt, lyder det fra direktøren.
”Det vigtigste er, at vores kunder og kolleger har det godt. Det gør vi bedst ved at sikre det rigtige match, inden vi ansætter nye kolleger eller bringer nye kunder ombord. Det giver en langt mere stabil og forudsigelig forretning, når vi arbejder langsigtet,” siger han.
Ecreo er et digital fokuseret bureau, der har sit speciale inden for e-handel.