Uncle Grey og Ogilvy i Danmark har lige nu meget svært ved at få armene ned.
Der har nemlig været rygende travlt på de to bureauer i 2023, både i dansk og internationalt regi. Og det viser sig i Grey-koncernens nye regnskab i Danmark.
Her lyder overskuddet før skat i 2023 på 17,5 mio. kr – en betydelig fremgang fra 2022, hvor overskuddet lød på 8,8 mio. kr.
”Selvom jeg er jyde, kan jeg godt tillade mig at sige, at det er godkendt. Især i det marked, vi så i 2023,” siger Rolf Bach Christensen, der er CEO i Uncle Grey.
”Det har været et relativt hårdt år mange steder. Men vores gode resultater er blandt andet baseret på, at vi vandt meget ny forretning i slutningen af 2022, som vi allokerede ressourcer til at levere på i 2023. Fordi vi har brugt mindre tid på at være i pitch og lande new bizz, så er lønsomheden markant forbedret,” siger direktøren.
Netop det afspejler sig også i bureauets regnskab. På omsætningen vækster man nemlig også – fra 172 til 189 mio. kr. – en vækst, der i stor grad ryger direkte på bundlinjen hos bureaugruppen.
International succes
Men hvor kommer væksten egentlig fra?
Det er der flere forklaringer på, lyder det fra ledelsen i Uncle Grey A/S.
For det første har bureauet på den kreative side vundet arbejde internt i WPP-koncernen for en stribe internationale kunder, som har store kreative projekter kørende med udgangspunkt i Danmark.
Det har både været med et lidt skævere projekt som The Astro Whopper for Burger King i Sydafrika. Men også brands som Coca-Cola, Sprite, Absolute Vodka og Volvo, forklarer creative chairman og CSO i Uncle Grey, Lars Samuelsen
Ifølge bureauet kommer godt 60 procent af deres omsætning fra internationale kunder. Et område, der er vækstet markant det sidste år.
”Og når du laver mere internationalt arbejde, så sætter du også dig selv op på en større scene, så flere henvender sig. Vores gode venner fra AKQA har også sendt en kampagne for David Beckham videre til os. Og der er flere ting, hvor vi byder ind hos Grey og WPP internationalt end tidligere,” siger Lars Samuelsen.
”Det er både udtryk for en ændret filosofi internationalt i forhold til, hvilke kontorer der kan løfte de store opgaver. Men også, at vi har mere godt arbejde at udstille, så flere vil arbejde sammen med os,” siger han.
Samtidig, forklarer Lars Samuelsen, er det også ofte samarbejder, hvor der er større marketingbudgetter end i Danmark.
”Vi er mindre tvunget til at lede efter noget nyt, for med de store virksomheder har de ikke et budget på 500.000 kroner, som de bruger på en gang, og så kommer der først noget nyt 12 måneder senere,” siger Lars Samuelsen, imens Rolf Bach Christensen tilføjer:
”Vi har også internationale opgaver for danske virksomheder, hvor hovedparten af budgettet bliver lagt uden for landet. Og det fylder mere og mere hos os,” siger CEO’en.
Stor vækst inden for medicinal
En anden markant del af væksten kommer hos Ogilvy i Danmark, som vækstede 67 procent i 2023 på tværs af ”Consulting, Advertising og Health”, som bureauet kalder sin tre vigtigste ben.
Derudover er Danmark blevet en central ”hub” for Grey Health koncernens arbejde internationalt. Begge dele ligger under direktør Morten Frederiksen, der kan fortælle om et år med heftig aktivitet.
”Grænseløs kreativitet er lidt en floskel, men det er reelt det, vi laver. Vi har en geografisk meget stor rækkevidde for vores kunder, hvor vi udkommer med noget, der har stor impact for både læger og patienter i deres hverdag,” siger han.
I løbet af de sidste par år har det øgede fokus på Health med udgangspunkt i Danmark også øget ansvaret for Morten Frederiksen, der i dag har titel af president of Grey Health EMEA i Grey. Kort sagt er han europæisk chef for området.
”Senest er jeg trådt ind i vores globale seksmands-ledelse og har også fået ansvaret for vores EMEA og Indiske kontorer,” siger Morten Frederiksen.
”Og det er jeg, fordi vores danske del kører godt på tværs af alle teams. Og det kører så godt, at jeg også kan rette mere fokus over på blandt andet London og bygge den afdeling yderligere op. Det, vi har opnået i København, har skabt opmærksomhed i udlandet og gør, at vi har fået en stor international rolle. Det er en stor cadeau til os i Danmark,” siger han.
“Svært at være negativ”
Det er blandt andet med arbejde for kunder som Novo Nordisk og den tyske medicinalvirksomhed Boehringer Ingelheim, at det danske health-kontor har markeret sig.
Morten, kan du ikke prøve helt konkret at forklare, hvilken rolle I så spiller i det daglige på de her kunder?
”Vi arbejder med en lang række af de forskellige strategiske og kreative dele af arbejdet,” siger Morten Frederiksen.
”Med vores globale kunder, som fx Boehringer sikrer vi, at den strategiske kurs afspejler og imødekommer de forskelligartede krav fra globale markeder, hvilket driver skalerbarhed, der kan målrettes lokale behov og reelle situationer,” siger han.
Det er blandt andet strategi og kreativ retning, bureauet hjælper med.
”Dette omfatter strategisk, kreativ og taktisk input samt undersøgelse og forbedring af alle globale resultater og leverancer. Men først og fremmest er det opgaver, du ikke kan løse uden internationalt samarbejde,” understreger han.
Det betyder, at det danske kontor arbejder tæt sammen med kontoret i New York.
”Vi har dog en anden tilgang til det end i New York. Vi arbejder fuld integreret mellem alle vores teams (Consulting, Advertising og Health – Red.) og har fokus på at opbygge langvarige relationer til kunderne. Vi skaber en større nærhed til kunderne indenfor alle industrier, og vi tænker mere langsigtet. Det kan godt være, at vi gør noget på den korte bane, hvor vi tjener lidt mindre, men til gengæld investerer vi i det, hvor der skabes en økonomisk stabilitet langsigtet,” siger Morten Frederiksen.
Det lyder som et vildt år for dig også – hvordan har det været?
”Det er svært at være negativ her efter et år, der er gået så godt. Men der er ingen tvivl om, at det personligt også har været et krævende år at komme igennem. Det har det været, fordi vi fysisk er flyttet sammen i samme kontor. Det har krævet en del at sikre, at vi landede på benene samtidig med, at vi også havde stor vækst og skulle opbygge et internationalt miljø,” siger Morten Frederiksen, som fortæller, at man har ansat fra 10 forskellige nationaliteter i det forgangne år.
”Men det er dejligt, at indsatsen bliver afspejlet i tallene og i vores rolle i netværket,” siger han.
Kulturer flytter sammen
Fra bureauets andre ledere lyder det også samstemmende, at noget af det bedste men også mest udfordrende i årets løb har været at flytte de to bureauer sammen fysisk i indre by i København.
”En af de sværeste udfordringer, vi er lykkedes med i 2023, har været at flytte de to brands sammen i Rosenborggade. Ogilvy har tidligere boet på Amager og Uncle Grey i Ny Østergade, og det har taget noget for os alle at lande her mentalt og fysisk i nye rammer og i en ny hverdag med nye kolleger i en ny fælles kultur. Det er vi lykkedes godt med indtil videre,” siger Jesper Juhl Hansen, CFO i Uncle Grey.
Rolf Bach tilføjer:
”Men det har også givet også en masse energi at komme ind i nye, fede rammer.”
Samlet set er ledelsen også optimistisk om fremtiden. Selvom der nu måske skal lidt mere fokus på igen at gå i pitch og vinde nye kunder, så regner man med at holde niveauet i 2024, siger Jesper Juhl Hansen.
”Vi har vækstet overskuddet fem år i streg. Vi har en enormt god formel. Men som Lars også siger, så har der været fart på. Nogle gange har du også brug for at stoppe lidt op, så vi er spændte på, hvordan rejsen fortsætter i 2024. Forventningen er at matche 2023,” siger CFO’en.
Rolf Bach Christensen er også fortrøstningsfuld – og spændt.
”Det er et fedt fundament, vi har bygget nu. Og det er et fundament, vi virkelig kan bygge videre på,” siger CEO’en.