Christina Burkal Fuglsang får ny titel hos Geelmuyden Kiese, hvor hun fremover skal være COO med ansvar for drift og implementering af bureauets strategi. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
”Christina har et organisatorisk blik og en evne til at få ting til at ske, som jeg sjældent har oplevet. Hun forstår vores branche og har set de komplekse organisationer og direktions- og bestyrelseslokaler, vi rådgiver i, indefra. Det er de kompetencer i kombination med en stærk forretningssans, som jeg glæder mig til at tilføje ledergruppen med Christina som COO, ” skriver kommunikationsbureauets CEO, Mikkel Salgaard Bendtsen, i meddelelsen.
Christina Burkal Fuglsang kommer fra en intern stilling som Executive Advisor.
Kommunikationsbureauet lancerede for nylig deres nye forretningsstrategi, hvor ambitionen er at blive Skandinaviens førende kommunikationspartner for virksomheder og organisationer, der “stræber efter at fremme positiv forandring i samfundet”.
Og forfremmelsen af Christina Burkal Fuglsang sker for at hjælpe til med at indfri netop de ambitioner, oplyser Mikkel Salgaard Bendtsen.
“Det kræver at vi løbende udvikler os og hele tiden hæver barren for alt fra vores rekruttering og talentudvikling til måden, vi arbejder og rådgiver på på tværs af huset. Derfor udvider vi nu ledelsen med en COO, der sikrer den nødvendige fremdrift, når vi andre er optagede af kundernes udfordringer,” oplyser CEO’en.
Før Christina Burkal Fuglsang blev ansat hos Geelmuyden Kiese, har hun blandt andet været PA for PensionDanmark-topchef Torben Möger og konsulent i Rud Pedersen.
Sker i kølvandet på lukning af afdeling
Det er få dage siden, at Geelmuyden Kiese lukkede afdelingen for kultur, sport og underholdning og opsagde flere medarbejdere. Herunder chefen for afdelingen, Morten Crone Sejersbøl.
Nedlæggelsen skete ifølge Mikkel Salgaard Bendtsen for at give bureauet mulighed for at investere yderligere i deres eksisterende områder.
I alt blev tre opsagt, mens to fra afdelingen blev flyttet til andre steder i Geelmuyden Kiese.
Direktøren afviste, at lukningen skyldes økonomisk tilbagegang hos Geelmuyden Kiese i Danmark.
Er det et udtryk for, at det går dårligt hos jer?
“Nej, slet ikke. Vi har år efter år leveret rekordresultater, og vi bliver anerkendt for en meget høj faglighed og sektorindsigt af vores kunder. Nu har vi ikke afleveret regnskab endnu, men 2023 blev samlet set ganske tilfredsstillende. Så har jeg ikke sagt for meget,” skrev Mikkel Bendtsen.