Det Aalborg-baserede bureau Lazzaweb har specialiseret sig i Google marketing-disciplinen, og det går strygende, viser det seneste regnskab.
Bureauet havde i 2022 en bruttofortjeneste på 17,2 millioner kroner mod 13,5 millioner kroner året før, og lander et resultat på 6,3 millioner kroner før skat mod 3,3 millioner kroner året før.
Og ifølge Mathias Teis, som er CEO og partner hos Lazzaweb, kommer virksomhedens vækst af et strategiskift og etableringen af et nyt produkt i markedet.
“Vi har brugt 2022 på at udvikle og implementere et nyt produkt, der skaber synergi mellem de to Google-services, Google Ads og SEO. Og det er især det, der har skabt vores store vækst og de stærke resultater for vores eksisterende kunder,” siger han i en pressemeddelelse.
Lazzaweb, der blandt andet leverer løsninger for Shaping New Tomorrow, Sinnerup samt Spar Nord, blev i februar udnævnt til Google Premier Partner 2023.
”Som et bureau, der specialiserer sig i Google-marketing, er denne anerkendelse en af de mest prestigefyldte, vi kan modtage,” siger Mathias Teis.
Lazzaweb har ud over Aalborg et satellitkontor i København og beskæftigede, ifølge cvr.dk, i 2022 gennemsnitligt 24 medarbejdere.