Efter en pitchrunde har GroupM i Aarhus med EssenceMediacom i spidsen vundet kursusvirksomheden AU Cetera. Det oplyser bureaugruppen i en pressemeddelelse.

AU Cetera er en ny selvstændig virksomhed, der i samarbejde med Aarhus Universitet arbejder på at omsætte den nyeste forskning til konkret viden, og formidle den direkte til erhvervslivet og offentlige institutioner gennem åbne kurser og skræddersyede forløb. 

Samarbejdet mellem GroupM og AU Cetera omfatter medie- og marketingsstrategi på tværs af brand og performance. Det vil sige alt fra upper funnel annoncering til optimering af kursusvirksomhedens digitale kanaler.

Og Rasmus Fisker, managing director for GroupM Aarhus, glæder sig over det nye samarbejde.

“Vi er utroligt stolte over at byde AU Cetera velkommen. Denne sejr bekræfter vores strategiske fokus på at bygge bro mellem brand og performance, og vi glæder os til at hjælpe AU Cetera med at nå deres ambitiøse mål,” udtaler han i meddelelsen. 

Michael Munch, marketing manager ved AU Cetera, udtaler om valget af GruoupM: 

“Som nystartet kursusvirksomhed har det været vigtigt for os at finde et mediebureau, der kunne stille mange fagspecialister til rådighed fra start og tilbyde skalerbare løsninger fremadrettet. Det, kombineret med en lyst til at tænke udvikling og innovation sammen med os, har gjort, at vi valgte GroupM som vores samarbejdspartner.”

I praksis vil EssenceMediacom som en del af GroupM Aarhus være ansvarlig for den daglige drift af kundeforholdet og implementeringen af strategierne.