Novos nye CEO har sat en prop i muligheden for at arbejde fra hjemmekontoret et par gange i løbet af ugen. Det samme har JPMorgan Chase, Forbes, Dell, Uber, Starbucks og Amazon.

Og nu har HelloFreshs nordiske brand team grebet debatten og lanceret en kampagne, der hedder “Farvel til hjemmekontor … men ikke til hjemmelavet aftensmad”. 

Kampagnen kører med DOOH-aktivering på mere end 50 placeringer i Storkøbenhavn, så pendlere kan møde budskabet på deres daglige rejse gennem byen. 

Formålet er naturligvis at koble brandet til en aktuel samfundsdebat og styrke dets kulturelle relevans i Danmark, lyder det i en mail fra HelloFresh.

“Vi så en klar mulighed for at koble vores brand til en aktuel diskussion, der optager danskerne. På få dage udviklede vores in-house team kampagnen fra idé til eksekvering,” skriver Paul Schulte-Brüggemann, der er marketing director HelloFresh Nordics, på mail og uddyber:

”Det viser, at vi både kan reagere hurtigt på trends og understrege HelloFreshs mission om kunne bidrage til, at danskerne sammen finder tiden til at lave og nyde et hjemmelavet aftensmåltid i en travl hverdag.”

Danskerne er bedst. Men …

Marketingdirektøren peger på, at en ny undersøgelse fra HelloFresh viser, ”at danskerne er blandt de bedste i Europa når det gælder om at spise aftensmad sammen – langt bedre end andre europæiske lande.”

”Men selv om fællesskabet prioriteres højt, tilbringer over halvdelen af danske børnefamilier kun 15-30 minutter ved middagsbordet,” skriver han og tilføjer:

”Så når hjemmearbejdet forsvinder, og vi igen skal pendle dagligt, forsvinder den ekstra tid, som vi har vænnet os til altså også.”

Det strategiske mål med kampagnen er, ifølge marketingdirektøren, ”at skabe større kulturel relevans og engagere danskerne i en daglig debat, der direkte påvirker deres hverdag”.

HelloFresh Group blev oprindelig grundlagt i Berlin i november 2011 og opererer i dag i USA og over det meste af Europa.

I første kvartal 2025 leverede HelloFresh Group cirka 240 millioner måltider globalt.