I en weekend i marts spoler restaurantkæden Sticks’n’Sushi tiden tilbage til 1994 og fejrer deres 30 års jubilæum. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Den 22. marts for tre årtier siden åbnede sushikæden nemlig sin første restaurant i en kælder i Nansensgade, København, og de markerer den runde fødselsdag med en menu, der på pris og indhold tager besøgende tilbage til rødderne. 180 kroner kostede menuen dengang, og mellem den 22. og 24. marts i Nansensgade er det altså atter prisen.

“Vi er enormt stolte over, at Sticks’n’Sushi i år fejrer 30 års jubilæum. Derfor har vi fløjet vores bedste kokke ind fra både UK og Berlin til at levere en helt unik oplevelse for vores gæster i Nansensgade, hvor det hele begyndte. Her får vores gæsterne altså lov til at spise og betale som i gamle dage med de største favoritter gennem tiden med et moderne tvist,” udtaler Anders Kjørup, kommerciel direktør i Sticks’n’Sushi, i meddelelsen.

På de seneste tre årtier er Sticks’n’Sushi gået fra én kælderrestaurant til 27 restauranter og 1400 ansatte fordelt på tre markeder.