I forrige uge landede den længe ventede dom i Danish Crowns greenwashing-sag, hvor virksomheden blev dømt for vildledende markedsføring. Sagen er blevet kaldt historisk og principiel. Men det har også lydt, blandt andet fra KreaKom, at den ikke begrænser muligheden for at fortælle om grønne tiltag.
Hos rejsebureauet Spies lyder det nu, at kendelsen bekræfter selskabets valg om at være konservative med, hvad man kommunikerer ud af grønne tiltag – og hvordan man gør det.
“Vi er i forvejen ret konservative i vores kommunikation på det her område,” skriver Sofie Folden Lund, kommunikationschef i Spies, i en mail til Markedsføring.
“Vi er ret ambitiøse og gør langt mere, end vi kommunikerer. Vi repræsenterer en branche og er en markedsledende virksomhed indenfor rejsebranchen, som der selvfølgelig er stort fokus på – og det skal der også være. Så vi er nok ekstra forsigtige i vores kommunikation. En kendelse som det her bekræfter os i, at vi fortsat skal være utrolig omhyggelige og transparente i formidlingen af vores ESG-resultater og -tiltag.”
Spies ønsker ikke at gå ind og vurdere den konkrete dom. Men fra Sofie Folden Lund lyder det, at brandet synes, det er vigtigt, at myndighederne holder skarpt øje med området.
“Jeg vil ikke forholde mig til denne konkrete kendelse, men helt overordnet er det fint, at der holdes øje med og reageres, hvis man som virksomhed brander sig på grønne tiltag, der enten ikke kan dokumenteres eller ikke er klart og transparent kommunikeret.”
Retningslinjer eller ej?
Efter kendelsen lød det blandt andet fra Danish Crown, at man ønskede skarpere retningslinjer for, hvordan man kommunikerer om grønne tiltag.
“Vi kunne godt tænke os, at der var blev lavet endnu klarere regler og anvisninger fra politikerne og myndighederne,” sagde Jens Hansen efter dommen i et interview med Markedsføring.
Det samme har lydt fra flere brands til Markedsføring, da vi i starten af 2023 lavede et større tema om kommunikation af bæredygtige tiltag.
Sådan lyder det også fra Arla i en mail til Markedsføring.
“Vi har ikke kommentarer til afgørelsen,” skriver Jesper Skovlund, pressechef ved Arla.
“Men hvis jeg taler for Arla, kan jeg sige, at det er afgørende, at vi som fødevareproducent, som arbejder målrettet på at nedbringe vores udledning, kan fortælle forbrugerne om vores initiativer. Derfor er der brug for klare fælles retningslinjer, så alle kan bruge kræfterne på klimahandling i stedet for at diskutere reglerne. Det er i alles interesse – især klimaets,” skriver pressechefen.
Hos Spies er man dog mere i tvivl om, hvorvidt nye regler vil hjælpe på området.
“Det er muligt,” skriver Sofie Folden Lund, som tilføjer:
“Jeg synes dog, at krav om korrekthed, transparens og dokumentation er meget gode rettesnore. Jeg ved ikke, om det er muligt at give bedre retningslinjer på et område, som nok altid vil være mangefacetteret.”
Markedsføring har i alt rakt ud til otte danske brands for at høre deres reaktion på dommen – og hvad den betyder for deres klimamarkedsføring. Kun Arla og Spies har ønsket at svare.