I forbindelse med et større projekt i Jysk, hvor virksomheden er ved at genopfinde måden, man organiserer sit mediespend på, lægger virksomheden nu en række afdelinger sammen. Det betyder samtidig, at Michael Gade – efter otte år som Marketingdirektør i Jysk – nu skal bestride titlen som CMO.

”I bund og grund har titler aldrig fyldt så meget for mig. Det har altid været muligheden for at påvirke beslutningerne, der har motiveret mig,” skriver Michael Gade i en mail til Markedsføring, hvor han tilføjer:

”Men det er selvfølgelig en vild dejlig anerkendelse af det arbejde, som vi har præsteret – og dermed at overtage det formelle ansvar.”

Jysk samler afdelingerne ”Campaign & Media”, ”Brand & Content” samt ”B2B” under marketing, som Michael Gades skal lede. Marketingafdelingen i virksomheden tæller nu 100 mand.

Michael Gade er fortsat ikke en del af direktionen i JYSK. Han er lige nu for andet år i træk nomineret til Årets CMO af Dansk Markedsføring.