”De fem nominerede har alle været med til at sørge for, at deres respektive virksomheder kommer ud som vindere af corona.”
Sådan lyder det fra Group Vice President i Arla og juryformand i Årets CMO, Jakob Bernhard Knudsen, om de fem duellanter, der er tilbage i opløbet til landets måske største marketingpris.
”Der er tale om CMO’s i virksomheder, der hver især har formået at være ’consumercentric’, og har udviklet nye digitale løsninger, der har muliggjort, at de har kunne levere i forhold til denne høje grad af kundeorientering,” tilføjer han.
De fem nominerede er udvalgt af juryen fra en bruttoliste på 16 brancheprofiler, hvor alle også er udvalgt til The M List 2022.
De fem nominerede er:
- Lena Dixen, Senior Vice President, Product Group Core Businesses, The Lego Group
- Anne With Damgaard, Head of Marketing, A.P. Møller Maersk
- Michael Gade, Marketing Director i Jysk
- Peter Hestbæk, Head of Digital Sales & Marketing, Matas
- Signe Julie Valeur Bodholdt, Chief Marketing Officer, Lunar
Om de sidste fem CMO’er, der er kommet igennem nåleøjet, siger Jakob Bernhard Knudsen:
”Alle fem har formået at gøre marketing som funktion til driver for den transformation, som disse virksomheder har gennemgået. Det er alle sammen virksomheder, som på hver sin måde er succesfulde forretningsmæssigt, men hvor marketing har været en drivende kraft for, at de er lykkedes.”
Derfor er de nominerede
Dansk Markedsføring samarbejder med strategihuset NoA Consulting og headhunterbureauet Marcher Markholt om prisen, og hver af de fem udvalgte profiler er således blevet grundigt analyseret på parametre som ansvarsområde og resultater i forbindelse med udvælgelsen.
Herunder kan du læse begrundselserne fra juryen for nomineringerne:

Lena Dixen, Senior Vice President, Product Group Core Businesses, The Lego Group
Lena Dixen blev sidste år nomineret til Årets CMO med begrundelse for at bringe LEGO-brandet til nye højder med en styrket positionering på den innovative- og bæredygtige scene. Efter knap 20 år i LEGO-universet har hun vist sig at være en nøgleperson i LEGOs vækstresultater, som dirigent for marketing, kommunikationen og go-to-market delen.
LEGO fortsætter sin vækst i både salg og markedsandele, og med Lena i førersædet for innovative salgs-, produkt- og marketingtiltag, forbliver LEGO blandt ét af de stærkeste brands ikke kun nationalt, men også globalt.
Lena Dixen er er ikke kommet sovende til de flotte resultater. 2021 har således stået på benhård eksekvering af LEGOs go-to-market strategi, som efterhånden sidestilles med den klassiske produktudvikling.

Anne With Damgaard, Head of Marketing, A.P. Møller Maersk
I år er det både første gang, at Anne With Damgaard er på The M List og på bruttolisten til Årets CMO. At hun er i spil til titlen er yderst velfortjent qua hendes evne til at forløse en hardcore kommerciel strategi og sætte en ny retning for væksten hos Maersk.
Anne With Damgaard har spillet en væsentlig rolle i at søsætte kursen for Maersks strategiske forretningstransformation. Med målet om at blive verdens stærkeste logistikudbyder har Maersk lanceret den globale kampagne ”Upside”, som gør op med det traditionelle syn på end-to-end-logistikudbydning.
Kampagneserien har vist sig at være en succes for at repositionere sig på markedet, og Anne With Damgaard kan sammen med bureauet &Co. tilføje en Grand Prix ved WARC Effectiveness Award 2021.

Michael Gade, Marketing Director i Jysk
Michael Gade er en skarp marketeer, som i de seneste otte år har stået i spidsen for alle Jysks marketingaktiviteter – en rolle, der i den grad kræver en finger på pulsen. Koncernens marketingenhed, som Michael er ansvarlig for, dækker over 2.800 butikker i 27 lande og et budget på omkring to milliarder kroner.
I 2021 har Michael Gade særligt bevist sit værd, da han har stået i spidsen for koncernens største rebranding-projekt nogensinde, da næsten 1.000 JYSK-ejede butikker i Tyskland skulle erstattes med navnet JYSK.

Peter Hestbæk, Head of Digital Sales & Marketing, Matas
Med Peter Hestbæk i spidsen for Matas’ digitale salg og marketing tilskrives han en stor del af æren for Matas’ seneste års hæsblæsende digitale forretningsudvikling.
Peter har taget Matas på en storartet digital transformation, og butikskæden er således gået fra et traditionelt fokus på fysisk kunderådgivning til at prioritere sin online tilstedeværelse, der forener butikker, web samt app og optimerer rådgivning på tværs af alle platforme.

Disse digitale satsninger har resulteret i et markant øget onlinesalg, en historisk høj kundetilfredshed og en styrket kundeloyalitet ved stadig flere Club Matas-medlemskaber.
Signe Julie Valeur Bodholdt, Chief Marketing Officer, Lunar
I 2017 kastede Signe Julie Valeur Bodholdt sine CMO-kundskaber på Lunar, og siden da har det danske fintech-selskab oplevet medarbejder- og kundetilvækst, markedsekspansion, internationalt kendskab og økonomiske vækstresultater.
Dette på baggrund af et øget marketingfokus og med Signe Julie Valeur Bodholdt som katalysator for en række nylige marketinginitiativer.
Juryen til Årets CMO 2022
- Jakob Bernhard Knudsen Group Vice President (GVP), head of Marketing & Commercial Operations Europe, (juryformand)
- Anders Rene Jensen, CMO, Rema 1000 – vinder 2015
- Tore Pein Jensen Global CMO & Managing Director, EMEA at KAYAK – vinder 2016
- Michala Svane, Senior Vice President Sales & Marketing – vinder 2020
- Jacob Weinreich, Kommunikations- og Marketingdirektør, TV 2 – Vinder 2021
- Mikael Jørgensen, Group CEO & Partner at The North Alliance
- Klaus Markholt-Hansen, Partner, Marcher Markholt
- Morten Kjær- managing partner, NoA Consulting
- Thomas Wahl, CEO Dansk Markedsføring
Senest er Lunar gået i luften med en kampagne, hvor komikeren og Hollywood-stjernen Will Ferrell er frontfigur, hvilket både sætter Lunar-brandet på den internationale scene og holder brandet tro mod sin moderne, friske og digitale status. En status, der i høj grad udfordrer branchens traditionelle banker.
Next step inden kåring
De fem udvalgte profiler skal nu igennem et større assessment-forløb, ledet af Marcher Markholt, der blandt andet består af udarbejdelsen af en udvidet personlighedsprofil og en talent-test.
Testen ser blandt andet ned i ledelseskompetencer, målrettethed, vindermentalitet, analytiske og kreative kompetencer, selvtillid, mentalt overskud samt en robustheds- og logik-test.
Årets CMO kåres fredag den 20. maj 2022.
