For to år siden sagde Carl Kronika egentlig farvel og lukkede sit kommunikationsbureau, Copus. I stedet for gik han sammen med designbureauet Twentyten og startede Ponder.

Men nu slår Carl Kronika kursen om – og forlader Ponder for i stedet for at genåbne Copus med kontor i New York og København. Det oplyser han i en pressemeddelelse.

“Vi har været i bureaubranchen i lang tid og har efterhånden prøvet en del – startet fra bunden, skaleret, ekspanderet, fusioneret. Men at relancere vores eget bureau har vi ikke prøvet før. Det er både helt nyt og velkendt på samme tid. Vi bygger videre på et fundament, netværk og kunder, som vi har brugt mange år på at bygge op. Det føles helt rigtigt at være tilbage i Copus-trøjen,” siger Carl Kronika.

Fra partner i Copus, Bastian Grostøl, lyder det, at bruddet er helt udramatisk.

“Det var en spændende øvelse at fusionere to bureauer, og vi fik i fællesskab skabt nogle gode projekter og lært en masse, men vi fandt i partnergruppen i Ponder ud af – helt udramatisk – at vi fungerer bedre som samarbejdspartnere med to forskellige CVR-numre. Samtidig havde Carl og jeg en kærlighed til Copus-DNA’et, som aldrig helt forsvandt. På baggrund af det besluttede vi tidligere på året at træde ud af Ponder for i stedet at genoplive Copus. Copus 2.0 om du vil,” siger Bastian Grostøl.

Ifølge Copus fortsætter de med kunder som Mikkeller, Carlsberg, La Cabra og Juno.