De internationale brancheorganisationer National Associations’ Council (NAC) og paraplyorganisationen The European Association of Communications Agencies (EACA), har placeret KreaKoms direktør, Malene Birkebæk, to på to indflydelsesrige poster.

Hun bliver således dels ny formand for NAC og dels bestyrelsesmedlem i EACA. Det oplyser EACA i en pressemeddelelse.

“Malene har gjort et fantastisk stykke arbejde med at lede KreaKom, som længe har været en aktiv og værdsat bidragyder til EACA’s politiske arbejde. Valget af hende kommer på et særligt belejligt tidspunkt, lige midt i Danmarks EU-formandskab,” udtaler EACA’s president, Christian de la Villehuchet, i meddelelsen og tilføjer:

“Det giver en unik mulighed for at fremme vores dagsorden på både nationalt og europæisk plan, og jeg er begejstret for at byde hende velkommen i EACA’s bestyrelse.”

Får en stærk platform

Om opgaven skriver EACA i meddelelsen:

”Som formand for National Associations’ Council vil Malene lede EACA’s arbejde med nationale organer fra over 30 europæiske lande og kæmpe for branchestandarder og vidensdeling og for en branche, der rummer mere end 2.500 kommunikationsbureauer over hele kontinentet”.

Selv glæder Malene Birkebæk sig til de nye opgaver, skriver hun i en opfølgende mail-kommentar til Markedsføring.

”KreaKom har i mange år haft et tæt og værdifuldt samarbejde med EACA – netop fordi de europæiske rammevilkår i stigende grad påvirker vores danske virkelighed. Gennem NAC får vi en stærk platform til at dele erfaringer, sætte fokus på værdien af de kreative erhverv og bureauerne samt arbejde for fælles standarder, der løfter branchen som helhed,” skriver hun og tilføjer:

”Jeg ser frem til at bygge videre på det samarbejde – og til at bringe både de danske perspektiver og den nordiske tilgang til etik, kvalitet og kreativitet ind i det europæiske fællesskab.”