For første gang i sin karriere gør det mangeårige danske håndbold-ikon Mikkel Hansen noget, de færreste formentlig havde troet, de nogensinde skulle se. 

Han klipper sit karakteristiske, lange hår af.

Som en personlig gestus for at vise sin støtte til alle, der er berørt af kræft. Og et stærkt symbol i årets kampagnefilm for Knæk Cancer fra TV 2 og Kræftens Bekæmpelse. 

Det oplyser TV 2 i en mail til Markedsføring.

I kampagnefilmen, som er optaget i en tom, tyst og mørk håndbold-hal, følger man Mikkel Hansen i det stille øjeblik, hvor beslutningen bliver virkelig, og hvor hårstråene falder til gulvet ”som et symbol på fællesskab, mod og håb”, skriver TV 2.

Selv udtaler Mikkel Hansen om sin involvering i kampagnen:

”Det er vigtigt for mig at støtte op om en sag, der berører så mange. Kræft rammer ikke kun den, der bliver syg, men hele familien og alle omkring. Min far blev selv ramt af kræft – heldigvis har han det godt i dag. At lade håret falde er min måde at vise, at vi står sammen mod kræft.”

Se filmen, der er instrueret at Naghmeh Pour og produceret af New Land, her.

Artiklen fortsætter under filmen.

Hos TV 2 har Mikkels Hansens handling gjort et dybt indtryk, lyder det fra Anna Støvring, der er senior brand manager for TV 2 Marketing.

”Vi er utrolig rørte over, at Mikkel vælger at give så meget af sig selv, at han ligefrem lader sit ikoniske lange hår falde for sagen. Det er meget bevægende,” udtaler hun i mailen.

Måtte ikke blive ”et stunt”

Alle tre film er skabt af TV 2 Marketing / TV 2 Creative, produceret af New Land og som nævnt instrueret af den prisvindende instruktør Naghmeh Pour.

Mikkel Hansen, som vi ikke er vant til at se ham. Foto: Sara Samsøe

I mailen løfter hun sløret for nogle af de tanker, hun har haft om sit arbejde.

”Mit ønske med filmen var at skabe et øjeblik, der føles ægte, hvor man kan mærke mennesket Mikkel Hansen og ikke kun atleten,” skriver hun og tilføjer:

”Jeg tænkte meget over, hvordan man viser Mikkel i en sådan setting, så det skaber opmærksomhed uden at blive et stunt, så hans handling og nærvær fremstår oprigtig og menneskelig.”

Del af en større indsats

Filmen får premiere i dag og er en del af en større indsats frem mod den årlige indsamlings-begivenhed Knæk Cancer

I den forbindelse er der også lavet yderligere to kampagnefilm en til med Mikkel Hansen og en med skuespiller Molly Egelind, datter af skuespiller Søs Egelind – begge handler om at have forældre, der har haft kræft.

Og det er der en grund til, siger Anna Støvring.

”For vi er mange, der deler den samme historie. En historie, som kan være opslidende, og som helt naturligt afføder bekymringer, frustration og følelsen af magtesløshed. Men også en historie, som giver os mulighed for at rykke tættere sammen med vores pårørende.” 

TV 2 og TV 2 Play sender det store indsamlingsshow ’Knæk Cancer – Et show for sagen’ lørdag den 25. oktober direkte fra Royal Stage i Hillerød.  

Se de to andre film – “Mødre” med Molly Egelind og “Fædre” med Mikkel Hansen herunder.