Det unge bureau No Pooma har lavet ny kampagne for Colosseum Tandlægerne, der forhåbentlig ikke trækker tænder ud. Der er den internationale tandlægekædes første større brandkampagne i Danmark.

Det skriver No Pooma i en pressemeddelelse.

Kampagnen har payoff’et ‘Tænder For Livet’, og ifølge meddelelsen markerer kampagnen et skifte for Colosseum Tandlægerne, der går fra generiske taktiske kampagner – som er typiske for tandlægefaget – til en ny brandfortælling, som har til formål at skabe bredt kendskab blandt danskerne.

”Markedsføringen indenfor tandlægebranchen er meget homogen, derfor var det også vigtigt for os, at få No Pooma til at hjælpe os med at lave et distinkt brandunivers, der ikke blot er taktiske budskaber om behandlinger eller behov her og nu,” siger Cecilie Schlütter der er Marketing Manager i Colosseum Tandlægerne i meddelelsen.

Samarbejde sikrer rigtig mund

Hero-filmen i Tænder For Livet-kampagnen er ifølge meddelelsen ”et mix mellem filmoptagelser og hyperrealistisk animation” og viser gennem forskellige behandlinger tandlægens rolle gennem et helt liv.  

”Vi endte ud med et distinkt univers, hvor vi flytter perspektivet ind i munden og følger livet på en tand fra spæd til sen alderdom,” siger Kaspar Monberg, der er kreativ direktør i No Pooma, som Markedsføring tidligere har skrevet om ved bureauets stiftelse.

Under hele filmproduktionen arbejdede bureau og kunde, ifølge meddelelsen, tæt sammen. Blandt andet var Colosseums overtandlæge en del af godkendelses-processen i forhold til kampagnefilmen.

”Det var vigtigt, at vi skabte en fortælling, som tandlægerne også kunne stå på mål for og som sikrede at den animerede mund f.eks. ikke pludselig lignede en “rævemund”, men et menneskes,” siger Kaspar Monberg i meddelelsen.

Kampagnen er netop gået live og rulles ud i biografer, på Google display-bannere, på print og social.

Se kampagnefilmen, der er produceret af Holy Ravioli og instrueret af Mikkel Blaabjerg her: