Mafia- og rockermetoder.
Ovenstående ord er blevet hæftet på en kampagne af Min Købmand i den jyske landsby Hodsager, der har fået massiv kritik. Det fortæller bestyrelsesformand i købmanden, Heine Ebbesen, efter butikken søndag lavede et opslag på Facebook, hvor købmandsforretningen bebrejdede sine kunder.
I oplaget, som var underskrevet bestyrelsen i Min Købmand i Hodsager, giver købmanden lokalsamfundet en opsang for ikke at handle nok i butikken og opfordrer på det allerkraftigste byens borgere til at bruge flere penge i den.
Ellers vil butikken lukke, fremgik det af opslaget.
Købmanden var klar over, at opslaget var lidt af en skriftlig lussing. ”VI BEKLAGER PÅ FORHÅND DEN HÅRDE TONE!”, stod der i starten af opslaget, som du kan se længere nede i artiklen.
”Ynkeligt”, ”Føj en måde at presse folk på” og ”Kunne ikke drømme om at handle et sted som det”, var nogle af reaktionerne på Min Købmand i Hodsagers Facebook-opslag, skriver BT.
Formand: En fejl
Og fra Heine Ebbesen, der er bestyrelsesformand i Min Købmand i Hodsager, lyder det nu til Markedsføring, at kampagnen var en fejl.
I får en del kritik for, at ordlyden i jeres opslag er unødvendigt hårdt. Hvad tænker du om kritikken?
”Her på bagkant kan jeg godt se, at ordlyden måske er lidt hård. Men vi har samtidig også følt i bestyrelsen, at det var en nødvendighed. Vi står i en situation, hvor butikken vitterlig lukker, hvis der ikke kommer mere handel. Og det er det, vi vil pointere. At nu er det ikke sjovt længere. Det var et hårdt vågn-op-opkald, men det var der brug for,” siger Heine Ebbesen.
Hvordan har du det med kritikken?
”Jeg bliver selvfølgelig lidt ked af det virvar og negativ omtale, det har givet. Men sådan er det jo nu til dags. Og alle har jo ytringsfrihed. Vi kan da også godt se, at hvis man ikke kender til situationen, så kan man godt læse vores skriv helt, helt forkert. Og det står vi også på mål for.”
Hvis du kunne skrue tiden tilbage, ville du så gøre noget anderledes?
”Det var nok en fejl at poste det offentligt på Facebook. I stedet skulle vi kun have postet til dem, der er medlem af Min Købmand i Hodsager. Men vi gjorde, som vi gjorde, og det kan vi ikke gøre noget ved nu,” siger Heine Ebbesen.
”Samtidig er vi jo aldrig nogensinde gået så viralt før. Så vi må jo også lidt smilende sige til os selv, at al omtale jo er god omtale,” tilføjer han.
Salget stiger
Dagrofa ejer Min Købmand-brandet, men mange af købmændene i Min Købmand er drevet som borgerstøttede projekter. Butikken i Hodsager drives som en andelsforening med en bestyrelse valg af borgerne.
Heine Ebbesen fortæller, at bestyrelsen for Min Købmand i Hodsager flere gange før er kommet med opfordringer til lokalbefolkningen om nødvendigheden af, at de køber mere i butikken. Det er dog første gang, at udmeldingerne har været offentligt tilgængelige – og denne gang var man mere kontante i sproget, end man plejer.
" Vi gjorde, som vi gjorde, og det kan vi ikke gøre noget ved nuHeine Ebbesen, bestyrelsesformand, Min Købmand Hodsager
Hvis man ser bort fra den massive kritik, der er kommet på opslaget, har kampagnen så haft en positiv effekt på salget?
”Ja, allerede i går (mandag, red.) kom der 10 nye forhøjelser af beløb på vores købekort eller nytegnede købekort. Og det fortsætter i dag. Jeg har lige været i kontakt med en Dagrofa-konsulent, som er nede på besøg i butikken, og hun siger, at der aldrig har været så mange folk dernede før,” siger Heine Ebbesen.
”Så man kan sige, at markedsføringsdelen har virket, og de andre hug, vi så får, dem må jeg tage på min kappe. Det er mig, der er formand, og derfor må jeg stå på mål for det skriv, vi har lavet.”
Selvom det har haft en umiddelbar positiv effekt på salget, kan du så ikke frygte, at al den negative omtale kan betyde, at markedsføringsdelen i sidste ende giver bagslag?
”Ja, det kan godt ske. Men det må vi jo tage med, og det har så bare den uheldige konsekvens, at butikken så lukker til nytår.”
Er der noget positivt at fremhæve i forhold til den utilsigtede opmærksom I har fået efter jeres opslag?
”Jeg er jo glad for, at dem, der kommenterer det, der bor i byen, overvejende er positivt stemt. At de kommer med forsvars-kommentar. Det er sådan set det, der er vigtigst for mig. Hvis de også havde skrevet, at der var tale om mafia- og rockermetoder, så havde vi jo ramt helt ved siden af.”
Hvad siger din mavefornemmelse lige nu. Tror du, butikken redder sig i mål, eller tror du ikke?
”Vi skal have lidt hjælp, ikke kun fra alle borgere, men også fra nogle andre steder. Hvis det sker, så tror jeg på det.”
Hos Dagrofa, der ejer Min Købmand-brandet, forstår man opråbet fra købmanden i Hodsager – men opfordrer også til at tænke over tonen fremadrettet.
Esben Keller, der er kædedirektør i SPAR, Min Købmand og Let-Køb, skriver i en mail til Markedsføring:
”I Min Købmand-kæden støtter vi op om, at man appellerer til de lokale om at støtte den butik, de selv har været med til at etablere. Det er et nøgleelement, at borgernes engagement i butikken sikrer dens drift. Vi støtter selvfølgelig ikke op om måden, det er gjort på i dette tilfælde.”
Mailen fortsætter:
”Vi har været på besøg i butikken tirsdag middag og kunne konstatere, at der var masser af kunder. Det virkede nærmest, som om flertallet af byens borgere holdt efterårsferie og handlede i butikken. Ved samme lejlighed anbefalede vi borgerforeningen, at man bruger en anden tone en anden gang.”
Opdateret: Det er fredag 20/11 kl. 09.55 blevet ændret, at Min Købmand i Hodsager ikke er en borgerforening, men en andelsforeningen.