Alkoholreklamenævnet går nu ind i sag om Albanis markedsførng af det famøse koncept J-dag, der markedsfører, at årets julebryg kommer på gaden. Det skriver TV 2.
Nævnet ser på Albani, efter TV 2 har bragt dokumentaren “Børn på druk”. Her ser man blandt andet, hvordan Albani deler gratis øl ud til unge under 18 år i Odense. Nævnet skriver til TV 2, at bryggeriet kan have overtrådt retningslinjerne for markedsføring af alkohol.
“Nævnet vil derfor med udgangspunkt i det sendte videomateriale behandle sagen vedrørende Albani efter Alkoholreklamenævnets retningslinjer. Når der foreligger en afgørelse, kan nævnet kommentere på den konkrete sag,” skriver Marlene Vinther Plas, der er formand for Alkoholreklamenævnet, til mediet.
Albani ønsker ifølge TV 2 ikke at stille op til interview, men pr- og kommunikationschef, Michelle Nørrelykke Hindkjær, skriver ifølge TV 2, at Albani ser på sagen med stor alvor og har opsagt sponsoratet af den karavane i Odense, hvor der blev delt øl ud til mindreårige.
Det er i dag, fredag den 3. november, at den årlige J-dag løber af stablen landet over.