For tredje gang inden for et år har marketingbureauet Lazzaweb haft kalveskindet oppe af lommen for at købe sig til nye kompetencer.

Tidligere opkøb fandt sted i november 2023 og i marts i år, og denne gang har bureauet overtaget det lille social media-bureau Adtivity, der ligesom Lazzaweb selv holder til i Aalborg.

Købet er, skriver de i en pressemeddelelse, et led i bureauets nye strategi, ”som er et svar på den stigende efterspørgsel fra kunder, der ønsker at styrke deres marketingindsats på tværs af flere marketingkanaler”.

Adtivity blev stiftet i 2018 af Lukas Spanggaard, der forinden da gennem knapt fire år havde titel af Marketing Specialist hos Facebook – i dag Meta. Fremover bliver han team lead og senior paid social specialist i Lazzawebs voksende social-afdeling, og det glæder han sig til.

”Som ét ud af blot 26 social-bureauer i Danmark, der er anerkendt af Meta som “Meta Badged Business Partner”, glæder vi os til at bidrage til en ny og spændende rejse. Jeg ser enormt meget frem til at skabe den førende paid social-service i Danmark med mine nye kollegaer,” udtaler Lukas Spanggaard i pressemeddelelsen.

“Som at snakke direkte med Google”

Om baggrunden for opkøbet og den nye strategi udtaler Mathias Teis, partner og CEO i Lazzaweb, i meddelelsen: 

“Vores branding har i mange år fokuseret på vores samarbejde med Google som “Google Marketing Powerhouse”. Flere kunder har ofte omtalt, at når man ringer ind til Lazzaweb, så føles det som at snakke direkte med Google. Med denne lancering og udvidelse af vores strategi er vi klar til at snakke både Google og Meta med kunderne”.

Han tilføjer, at målet er at sikre, at bureauet fortsat leverer “resultater i verdensklasse og kan blive kundens one point of contact“.

Økonomien i opkøbet oplyses ikke, men Lazzaweb er et bureau i vækst.

I sit seneste regnskab for 2023 lød resultatet før skat på knapt 7,5 millioner kroner mod 6,3 millioner kroner året før. 

For indeværende år forventer Lazzaweb, ifølge meddelelsen, et overskud på over 10 millioner kroner før skat.