For 11. gang på fire år har Obsidian Digital været på opkøb.
Denne gang har bureauet købt Webshopskolen.dk, der har specialiseret sig i at hjælpe danske virksomheder med at etablere og udvikle deres online tilstedeværelse gennem Shopify-platformen.
Det oplyser Obsidian Digital i en pressemeddelelse.
Med købet konsoliderer Obsidian Digital sin position inden for e-handel, da virksomheden i forvejen ejer det danske Shopify-bureau Black Lemon.
“Med opkøbet af Webshopskolen.dk får vi ikke bare Danmarks mest produktive Shopify-udviklingshus, vi får også nogle af landets dygtigste e-handelseksperter med ombord. Vi ser et enormt potentiale i dansk e-handel som fremtidig vækstmotor, og Webshopskolen.dk har vist, at de kan hjælpe nye virksomheder med at få succes online,” lyder det fra Emil Ignatzi Reinholdt, direktør i Obsidian Digital, i meddelelsen.
Grundlægger ind i Obsidians partnerkreds
Købet af Webshopskolen kommer blot en måned efter, at Obsidian Digital købte det tyske bureau Elbdudler.
Et køb, som partner Sasa Kovacevic dengang kaldte marketingbureauets hidtil største.
Økonomien i opkøbet af Webshopskolen oplyses ikke, men som led i handlen indtræder firmaets grundlægger og ejer, Morten Graversen, i Obsidian Digitals partnergruppe.
Og han ser store muligheder i det fremtidige parløb.
“Vi har på kort tid opbygget Danmarks mest effektive setup til at hjælpe iværksættere og etablerede virksomheder med at få succes online. Ved at blive en del af Obsidian Digital får vi mulighed for at løfte vores koncept til næste niveau og tilbyde endnu bedre løsninger til vores kunder,” udtaler Morten Graversen i meddelelsen.