I en ny rangliste fra mediet Indikat i Sverige topper bureaugruppen Nord DDB som det mest kreative i Norden.

Indikat rangerer bureauerne ud fra priser ved Cannes Lions, Eurobest, The One Show, unikt arbejde og nationale guldpriser. Det er Indikats egen pointscore, der ligger bag rangeringen.

Lige bag Nord DDB kommer det svenske bureau Forsman & Bodenfors, efterfulgt af Oatly Dept Mind Control og Ingo Stockholm. TBWA runder top fem af i den svenske rangering.

Flere priser fra Danmark

Danske Nord DDB CPH spiller en relativt stor rolle i Nord DDB’s fine placering, da casen Chillboards har hevet store priser ved både Cannes Lions og Eurobest på vegne af Nord DDB. Bag den idé stod Tim Fremmich Andresen og Anders Kure fra bureauets danske kontor.

Kampagnen, der sætter fokus på, at man kan nedkøle sit hus og spare på elregningen med hvidmalede tage i USA, var blandt andet nomineret i Titanium-kategorien på Cannes Lions: Awardshowets kongekategori.

”Det er helt vildt. Det er ikke hverdagskost for danske bureauer at opnå det. Det er lidt den hellige gral,” sagde Creative Director på bureauet, Tim Fremmich Andresen, dengang til Markedsføring.

Stor glæde

I en pressemeddelelse fra Nord DDB CPH glæder Mikkel Jønsson, der er kreativ chef hos Nord DDB CPH, sig over placeringen.

”Vi er selvfølgelig super glade for, at vi samlet er nået helt op i toppen i 2022. Og glæden her i København bliver ikke mindre af, at vi selv har bidraget ganske fint til det regnskab,” udtaler Mikkel Jønsson.

Han peger på det stærke netværk på tværs af gruppen som årsag til succesen.

”Det er første gang, jeg selv oplever, hvilken enorm styrke det kan være både for kunder og kolleger, når man virkelig udlever netværkstankegangen. Alle fire nordiske kontorer arbejder tæt sammen – ikke mindst på det kreative, hvilket uden tvivl har givet endnu stærkere idéer. Og nu også en topplacering i Norden,” udtaler Mikkel Jønsson.