Det går godt for bureauet Mensch, der for første gang siden 2016 udkommer med et driftsresultat, der runder de syv millioner.
Det sker på baggrund af en bruttofortjeneste, der ligger på 15,4 millioner kroner.
Ifølge ledelsesberetningen har 2021 været et år ”præget af stor aktivitet med betydelig vækst i internationale opgaver og nye projekter”.
Samtidig fremhæves årets høst af priser – ikke mindst det års massive høst ved Danish Digital Awards, hvor Mensch sammen med Sansir blev det mest vindende bureau med casen Remote Tourism.
Resultatet på de syv millioner udgør en vækst på 36,6 procent sammenlignet med 2020-resultatet, og ifølge ledelsesberetningen kunne det endda have været større.
Mensch oplyser således, at overskuddet er reduceret af en bonus til alle medarbejdere.
Hertil kommer, at bureauet vanen tro har støttet en række projekter i forlængelse af sit eget formulerede formål: ”At gøre verden en lille smule mere menneskelig.”
Donationen svarer ifølge det trykte regnskab til omkring 10 procent af årets resultat og har i år ”især tilgodeset projekter inden for fysisk og mental sundhed i verden.”
På den baggrund vurderer bestyrelsen, at årets resultat på syv millioner kroner er ”ganske tilfredsstillende”.
Mensch er ejet af tre partnere: Frederik Preisler, Christina Tønnesen og Rune Hørslev.