”DDA-priserne betyder rigtig meget for os. Remote Tourism-casen har været hjerteblod i en svær corona-periode, hvor vi var nødt til at gøre noget for at skabe håb for fremtiden.”

Sådan lyder det fra Guðrið Højgaard, CEO i Visit Færøerne, da Markedsføring fanger hende og Rune Hørslev fra Mensch efter Danish Digital Award 2021-showet.

Sammen med bureauet Sansir har Rune Hørslev været en central del af den færøske turismeorganisations prisvindende kommercielle kommunikation siden 2016. 

Og af de fem priser, casen modtog torsdag aften, fremhæver han især en enkelt:

”Guld i ROI. At skabe den effekt for vores kunder, som vi sætter os mål om, er det vigtigste,” siger han.

”En klar vinder”

Casen Remote Tourism er kort fortalt en slags gigantisk real life-computerspil.

Markedsføring testede teknologien, da den blev lanceret – det kan du læse om her.

Guðrið Højgaard, CEO i Visit Færøerne. Foto: PR

Idéen opstod, da corona i 2020 lukkede verden ned for turisme, men med Mensch og Sansirs idé kunne man som virtuel turist – via et website – ”fjernstyre” lokale guider guider rundt på Færøerne. 

Til fods, til hest, fra en helkopter eller en båd.

Hver guide modtog signal via et par hovedtelefoner, og som ”turist” kunne man via et joypad på remote-tourism.com styre turen.

700.000 mennesker verden over tog en virtuel turisttur rundt på Færøerne, og effekten var ikke til at tage fejl af.

For DDA-juryen var der tale om ”en klar vinder”, og man fremhævede bl.a. følgende resultater:

”Over 500 artikler i medier som CNN, BBC, New York Times, The Guardian, National Geographic, Vanity Fair, et online readership på 5,65 milliarder, en PR-ROI på hele 84,594 procent – og over seks gange så mange virtuelle besøgende end der var fysiske besøgende i hele 2019.”

”Folk fra hele verden skrev til os”

Guðrið Højgaard fortæller til Markedsføring, at casen også har kastet andre – og måske mere overraskende – reaktioner af sig:

”Folk fra hele verden skrev til os under coronalockdown, at de var begejstrede for idéen, og at vores idé havde givet dem håb i en svær tid. En italiensk sygeplejerske skrev for eksempel: ”Thanks for saving my week.”

" På Færøerne har vi efterhånden taget vindueskarmene i brug for at få plads til priserne.
Guðrið Højgaard, CEO i Visit Færøerne

Også fagligt har interessen været stor efterfølgende, oplyser Rune Hørslev.

”Vi har fået en del internationale henvendelser fra virksomheder i Indien, USA og Italien, som gerne vil købe teknologien og bruge den. For eksempel har Mercedes henvendt sig, ligesom Pfizer i USA også har,” siger han og tilføjer:

”Ingen har dog endnu taget teknologien i brug. Det er ret kompliceret og ikke så nemt bare lige at overtage.”

Nyt på vej – måske

Visit Færøerne, Mensch og Sansirs kommunikationsunivers har siden 2016 hentet priser hjem fra Cannes Lions, Eurobest, Epica Awards, Clio Awards – og såmænd også ved danske Creative Circle Awards.

I dag står de ”formentlig +100 priser” ifølge Guðrið Højgaard og Rune Hørslev både hos bureauer og kunde.

”Nok flest hos Rune og Mensch, men også på Færøerne har vi efterhånden taget vindueskarmene i brug for at få plads til priserne,” fortæller Guðrið Højgaard, mens Rune Hørslev nok mener, at man kan ”klemme endnu et par stykker ind på bureauet”.

Rune Hørslev, partner, Mensch. Foto: PR.

Er der nyt på vej fra jer?

”Det kan vi ikke sige noget om endnu, men ja, der er da et par idéer i luften,” siger Rune Hørslev.

Til gengæld kan Guðrið Højgaard fortælle, at en af de største succeser fra parterne ”Closed for Maintenance” kører igen om få uger, efter at have været umuliggjort under corona.

”Og vi har allerede planlagt 2022-udgaven,” fortæller Visit Færøernes CEO, der havde selskab af hele sin afdeling på turen til Danmark.

”Vi er vel en 8-10 stykker hernede, men vi har også kombineret det med et par møder og workshops,” tilføjer hun.

Skal I så i byen og fejre priserne nu?

”Det er jo arbejdsdag i morgen, men fejre, det skal vi,” lyder det samstemmende fra Guðrið Højgaard og Rune Hørslev.

Se eller gense film om Remote Tourism.