Metroselskabet har sat gang i en revitalisering af hjemmesiden m.dk og har til formålet valgt at indgå samarbejde med det digitale bureau Knowit.

Det oplyser bureauet i en mail til Markedsføring.

Metroselskabet ønsker, hedder det i mailen, ”at styrke deres digitale tilstedeværelse som led i implementeringen af selskabets forretningsstrategi”, og ambitionen er, at sitet fremover skal levere ”Danmarks bedste digitale kundeoplevelse inden for offentlig transport”.

“Vi ønsker at reducere friktionen i den digitale brugeroplevelse og konvertere flere besøgende til rejsende – og omvendt,” lyder det fra Martin Kjelsbak, senior lead, web, hos Metroselskabet, der tilføjer:

”Hjemmesiden skal samtidig være et fundament for samspillet mellem vores marketingkanaler, digitale touchpoints og den fremtidige IT-arkitektur.” 

Fire var prækvalificeret

Knowit er valgt efter en udbudsrunde, hvor fire bureauer var prækvalificerede.

“Vi valgte Knowit som digital samarbejdspartner på baggrund af deres kreative, kommunikative og tekniske kompetencer,” udtaler Martin Kjelsbak i mailen og uddyber:

”Samtidig præsenterede de et team og en projektplan, som overbeviste os om deres evne til at udvikle den bedst mulige digitale brugeroplevelse til vores målgrupper.”

Projektet drives fra Knowits Experience-afdeling i København, hvor CEO, Stine Reesen, glæder sig over at byde Metroselskabet velkommen i kundeporteføljen.

“Vi er glade for den tillid, Metroselskabet har vist os, og vi ser frem til samarbejdet,” udtaler hun i mailen og tilføjer at tildelingen af kontrakten er ”en bekræftelse af, at vores strategi matcher efterspørgslen i markedet”.

Kontrakten har en værdi af to millioner kroner, og det nye m.dk forventes at blive lanceret i løbet af første kvartal 2025.

Den nye hjemmeside vil samtidig være en digital implementering af Metroselskabets nye visuelle identitet, der udarbejdes af UrgentAgency. 

Metroselskabet har desuden i en årrække samarbejdet med Accenture Song som kreativt bureau.