Regeringen vil ikke lempe andre reklameregler for at opveje for de annoncekroner som medierne vil misse ud på, når regler for spilreklamer på tv og streaming i forbindelse med transmissioner af livesport snart bliver strammet.

Det oplyser Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i et skritligt svar til Mediawatch, som kommer efter at brancheorganisationen Dansk Erhverv tidligere har meldt ud, at en stramning vil koste medierne et trecifret millionbeløb i manglende annonceindtægter.

”Hverken jeg eller mit embedsværk, som har foretaget en grundig vurdering af det her, kan genkende det trecifrede milliontab, som Dansk Erhverv bringer på banen, og jeg mener ikke, at løsningen er at lempe andre reklameregler,” skriver Ane Halsboe-Jørgensen i mailen til MediaWatch.

Den politiske aftale ’Spilpakke 1’, som blev vedtaget med bred politisk enighed tilbage i oktober 2025, består blandt andet af et ’fløjt-til-fløjt-forbud’, der forbyder reklamer for pengespil fra 10 minutter før første fløjt og til 10 minutter efter sidste fløjt.

Dansk Erhverv havde ifølge Mediawatch blandt andet foreslået, at regeringen som modvægt til de kommende stramninger skulle lempe reglerne for reklamer for arbejdsgiver- og fagforeninger, politiske reklamer samt reklamer for finansielle ydelser, der i dag reguleres forskelligt alt afhængig af platform.