Skatteminister Rasmus Stoklund (S) forventer, at der snart vil komme gang i længe ventede forhandlinger om regulering af spilreklamer som et led i indsatsen mod spilafhængighed.

”Regeringen er i arbejdstøjet, og jeg forventer snart, at vi skal drøfte konkrete tiltag,” udtaler skatteminister Rasmus Stoklund i en skriftlig kommentar til mediet MediaWatch.

Ministeren luftede i sidste uge ifølge Mediawatch i DR’s Kontant, at en regulering eller et forbud kan komme til at koste statskassen dyrt i form af tabte licensindtægter.

”Det ærlige svar er også, at hvis man laver et totalforbud, vil det koste et trecifret millionbeløb, der skal finansieres via statskassen, så det er ikke helt sort-hvidt,” sagde Rasmus Stoklund i Kontant.

Ifølge MedieWatch vil et fald i statens indtægter fra spilreklamer blandt andet ramme public service-stationen TV 2, som ved et totalforbud skønnes at kunne opleve et nettotab på minimum et tocifret millionbeløb.

Over for MediaWatch har TV 2 tidligere advaret, da tv-stationen mener, at de penge i stedet vil tilfalde internationale tech-giganter, og at udfordringen i forhold til folks påvirkning fra spilreklamer derfor vil bestå.