Nestlés salg faldt en smule i 2024 i forhold til året før, viser det seneste årsregnskab, så nu hejser den schweiziske fødevaregigant marketing-sejlene for at øge omsætningen igen.

Det skriver branchemediet Warc med henvisning til Nestlés seneste regnskabsfremlæggelse for investorer og analytikere.

Under mødet fremgik det, at Nestlé ville øge sine marketinginvesteringer i 2025 ”for at accelerere kategorivæksten og forbedre markedsandelene”, og at investeringerne vil blive ”indfaset” i løbet af året. 

Nestlé-CEO Laurent Frexie understreger dog, at der er et par andre parametre, der først skal på plads.

“Det giver ikke mening at investere i reklame- og salgsfremmende aktiviteter, hvis man ikke har det rigtige produkt, den rigtige kvalitet, den rigtige pris og den rigtige distribution,” sagde han under præsentationen.

Det er planen, fremgår det af regnskabet, at nå op på et marketing spend, der ligger på ni procent af omsætningen i slutningen af 2025.

I 2023 brugte Nestlé 7,7 procent af omsætningen på markedsføring – i 2024 var tallet 8,1 procent.