Midt i august lancerede NoA sit eget mediebureau, NoA Connect, og et par uger senere er bureauet klar med to nye brancheprofiler til virksomheden.
Det oplyser NoA Connect i en pressemeddelelse, sendt til Markedsføring.
De to nye profiler er Mikkel Birkenfeldt, der er ny head of Media, og Lau Jeppesen, der er ny head of Digital Operations.
Begge er hentet hos konkurrenten WPP Media Denmark.
Marie Eberholst Rosenquist, CEO, har høje forventninger til de to profilers bidrag til opbygningen af NoA Connect.
“Jeg har glædet mig helt utroligt meget til at kunne dele denne her nyhed. Mikkel og Lau er begge to stærke tilføjelser til vores team. De er knivskarpe på hver deres felt, og derudover bringer de også en skøn energi med sig, som passer godt ind i resten af NoA-huset. Jeg kunne ganske enkelt ikke have ønsket mig et bedre match,” udtaler Marie Eberholst Rosenquist i meddelelsen.
De to nye profiler vil referere til Rasmus Viberg-Holde, Chief Operating Officer i NoA Connect, der har ansvaret for den operationelle opbygning af bureauet.
“Når vi bygger et nyt mediebureau, er det afgørende, at vi er stærke på hele den mediefaglige værdikæde. Mikkel og Lau er med til at sikre den nødvendige dybde i selve mediedisciplinen, samtidig med at vi kan koble den tættere med kreativitet og data,” udtaler han i meddelelsen om ansættelsen og tilføjer:
”For det er ikke nok at sætte media og creative ved samme bord. Fagligheden skal også være høj på begge sider af bordet, hvis integrationen skal skabe reel værdi for kunderne.”
Centrale dele af maskinrummet
Lau Jeppesen kommer senest fra rollen som director of Programmatic hos WPP Media Denmark, hvor han har arbejdet de seneste knap fem år. Tidligere har han blandt andet været hos Canal Digital, Microsoft, bold.dk og Aller Media.
Som Head of Digital Operations får han ansvaret for NoA Connects ad-tech stack og orkestrering og skal være med til at sikre, “at platforme, teknologi, data og eksekvering spiller sammen på tværs af digitale kampagner”.
“Det er en ret unik mulighed at få lov til at bygge et nyt digitalt setup fra bunden og tænke integration ind fra dag ét. Jeg glæder mig især til at udfordre nogle af de traditionelle siloer mellem media, data og kreativitet,” lyder det fra Lau Jeppesen i meddelelsen.
Mikkel Birkenfeldt har senest været digital partnerships director hos WPP Media Denmark og har desuden været hos blandt andre Viaplay og Dentsu.
Hos NoA Connect skal han blandt andet være med til at sikre, “at bureauets aktiviteter optimeres bedst muligt på tværs af kanaler”.
Han har tidligere arbejdet med mediepartnerskaber, forhandling og prissætning og får hos NoA Connect også ansvar for mediepartnerskaber og pricing.
Den opgave ser han frem til at tage fat på:
“Marie og Rasmus har sat nogle meget ambitiøse mål, som jeg glæder mig til at jagte. Dét kombineret med et team af mennesker, som jeg fagligt har stor respekt for og personligt har det skønt med, gjorde det her til en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til,” udtaler han i meddelelsen.