Rejsemediet Travel Weekly har givet en nordjysk turismekampagne en sølvmedalje i kategorien Campaign Advertising. 

Det oplyser Destination NORD, er der en af partnerne bag kampagnen, og som dækker Aalborg, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø kommuner, i en pressemeddelelse.

Vinder-kampagnen er blevet til i et samarbejde mellem Destination NORD / Enjoy Nordjylland, Aalborg lufthavn, SAS, Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark.

Og det hele gik sådan set bare ud på at gøre opmærksom på, at flyruten Aalborg-New York åbnede i år.

Men det amerikanske medie har altså forelsket sig i kampagnen.

”Kampagnen slår især på hygge, det gode liv, den enestående natur og de store gastronomiske oplevelser, siger Head of Marketing i Destination NORD, Rebekka Schlippe, i meddelelsen og tilføjer:

”Når vi taler om USA som marked, så er det klart, at vores budgetter ikke rækker så langt, som de gør i andre lande, så vi har både skullet være knivskarpe på, hvad amerikanerne efterspørger, og så har vi samlet de nordjyske destinationer om bordet for at kunne ”skyde” med alt, hvad vi har.”

Bærende for kampagnen har været et stort pressefremstød, hvor hele Nordjylland blev bragt i spil, så hen over sommeren har der været amerikanske rejsejournalister i både Aalborg, Skagen, Rebild, ved Vestkysten, på Limfjorden og på Læsø. 

Siden blev der fulgt op af en digital kampagne, der blev målrettet et såkaldt ”catchment area” i umiddelbar nærhed til Newark lufthavn.