”Man kan sige, at jeg går fra at sælge rejser til Danmark til at sælge ”den sidste rejse”.”

Sådan lyder det, med et drys af humor, fra Janne Grønkjær Henriksen, Marketing Director hos VisitDenmark i et opslag på LinkedIn, hvor hun fortæller, at hun nu forlader turismeorganisationen til fordel for jobbet som administrerende direktør for Begravelse Danmark. 

Janne Grønkjær Henriksen har gennem årene hos VisitDenmark været med til at sende kampagner ud sammen med flere forskellige bureaupartnere. Flere af dem kampagner, som har kastet både omtale og priser af sig.

Som eksempler kan nævnes corona-kampagnen ”Meget mere end bare Danmark” fra 2020 med det daværende Hjaltelin Stahl, som vandt otte priser, herunder en Rambuk.

Og senest ”Don’t be a Tourist”-kampagnen med Brandhouse fra dette forår, hvor Mona Lisa ved hjælp af kunstig intelligens ”anbefaler” Danmark som rejseland.

Organisationen, Janne Grønkjær Henriksen kommer til at stå i spidsen for, har gennem tiden heller ikke selv været bange for at benytte utraditionelle midler i både kommunikation og forretning, hvilket hun selv henviser til i LinkedIn-posten med følgende ord:

”En virksomhed med rødder fra 1881 og som i den grad har formået at følge med tiden og tør udfordre det gængse med fx en Harley Davidson Rustvogn til den sidste tur.” 

Janne Grønkjær Henriksen overtager CEO-posten i Begravelse Danmark den 1. oktober.