Novicell står bag sites til blandt andre Metroselskabet, Flügger og Nationalbanken – men nu vil Novicell i København ud at blande sig i kampen om opgaver, der ligger i den mere strategiske og kreative ende.
Det skriver bureauet i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at de har hentet to nye profiler ind til formålet.
Jonas Linell er således ansat som ny creative director hos Novicell København, mens Poula Maltha Krogh indtræder i teamet som strategikonsulent.
Jonas Linell kommer senest fra en stilling som creative director på det digitale bureau AKQA, mens Poula Krogh blandt andet har været director of market development & communication hos det britiske biotech-firma Albumedix.
Forventer flere ansættelser
Jesper Thyssen, direktør for Novicell København, udtaler om ansættelserne, at “kundernes forventninger til en digital samarbejdspartner har ændret sig over senere år”.
”Hvis vi skal være ærlige, så er Novicell nok mest kendt i København for vores evne til at levere bundsolide og teknisk krævende løsninger. Men vi oplever, at fokus i stigende grad er rettet mod det at skabe forretningsmæssig værdi gennem gode digitale kundeoplevelser.”
Jakob Hertz, director for CX & content strategy hos Novicell, uddyber.
”Med Poula og Jonas bliver vi i stand til at levere bredt på tværs af CX-disciplinerne. Og forhåbentligt er det blot det første skridt på vejen i forhold til at være endnu flere gode folk på Amerika Plads (Novicells københavnske adresse, red.).”
“Crazy spændende”
De to nye Novicell-profiler glæder sig til de nye udfordringer.
”At være med til at opbygge en kreativ afdeling med store ambitioner er en mulighed, man ikke siger nej til. Det er crazy spændende, og jeg er tilsvarende begejstret,” skriver Jonas Linell i pressemeddelelsen.
Det samme gælder Poula Krogh:
”Jeg har stor respekt for den kæmpe vidensbase og tekniske know-how, der ligger hos de mange hundrede eksperter i virksomheden. Det giver tryghed, når man definerer strategiske målsætninger og planer med en kunde, at vi har fuld sikkerhed i et bagland, hvor vi ved, at vi kommer i mål med en implementering fra øverste hylde,” skriver hun.
Novicell beskæftiger i dag mellem 300 og 400 medarbejdere på kontorer i Aarhus, København, London, Barcelona, Oslo, Amsterdam og Stockholm.