Den danske milliardvirksomhed Novo Nordisk betalte inden lanceringen af sit slankemiddel, Wegowy, mediet Heartbeats for en sponsoreret podcast om overvægt. Det skriver B.T.
Selvom det fremgik, at podcasten var sponsoreret af Novo Nordisk, fremgik det ikke, at Novo Nordisk havde en kommerciel interesse i emnet overvægt. Og det får kritik af seniorjurist ved Forbrugerrådet Tænk, Marie Frank-Nielsen.
“Der skal være åbenhed over for forbrugeren. Er det redaktionelt indhold, eller er det i virkeligheden en reklame? Der er ikke helt klarhed omkring det, fordi emnet lægger sig så tæt op af noget, som sponsoren har en kommerciel interesse i,” siger Marie Frank-Nielsen til B.T.
Novo Nordisk fortæller i et skriftligt svar til B.T., at det var medicinalgiganten, der tog kontakt til Heartbeats med henblik på at lave den sponsorerede podcast.
Fra Heartbeats lyder det i et mailsvar til B.T., at man ikke ser noget problem i podcasten.
“Vi ser ingen problemer i, at en virksomhed stiller et sponsorat til rådighed, så længe at sponsoratet tydeligt er deklareret (som det også er i vores produktioner), og så længe, at virksomheden ikke har nogen indflydelse på den redaktionelle produktion,” skriver direktør i Heartbeats, Christine Faarbæk.