En ny kampagne fra Novo Nordisk der taler om, at hormonændringer gør det sværere for kvinder i overgangsalderen at holde vægten, får kritik. Det skriver dr.dk.

”Tal med din læge, om vægttabsbehandling er relevant for dig”, står der på kampagneplakater, der er sat op flere steder i bl.a. København.

Men ifølge dr.dk mener blandt andre Maria Krüger, der er praktiserende læge og næstformand og medicinordfører for Dansk Selskab for Almen Medicin, at der er tale om skjult reklame for Novo Nordisks vægttabsmedicin Wegovy.

Maria Krüger mener, at kampagnen i praksis fungerer som indirekte reklame for receptpligtig medicin.

“Medicinalfirmaet rider med på en aktuel sundhedsdebat og fremmer samtidig egne kommercielle interesser, og så må vi jo spørge, om reglerne stadig beskytter borgerne mod skjult påvirkning, siger Maria Krüger ifølge dr.dk til P1 Morgen.

Kent Kristensen, der er lektor og sundhedsjurist ved Aalborg Universitet, mener ifølge mediet også, at der er tale om reklame.

Novo: Ikke reklame

P1 Morgen har sendt reklamen til Lægemiddelstyrelsen, men her vurderer man, at der er tale om lovlig information om sundhed og sygdom, og at Novos kampagne derfor er lovlig.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V), henholder sig over for mediet til Lægemiddelstyrelsen, og Moderaternes sundhedsordfører, Rosa Eriksen, siger ifølge dr.dk til P1 Orientering, at det er en decideret ”overreaktion” at kalde kampagnen for skjult reklame.

Tværtimod synes hun, det er ”fedt”, at der sættes fokus på forebyggelse.

Selv har Novo Nordisk ikke ønsket at stille op til interview med DR, men man har sendt et skriftligt svar, hvor man afviser, at der er tale om reklame.

”I Novo Nordisk Danmark ønsker vi at skabe opmærksomhed på de mange aspekter af at leve med overvægt, blandt andet gennem kampagner og på vores hjemmeside “Bliv klogere på overvægt”. Det er vigtigt at understrege, at dette er sygdomsoplysning og ikke reklame for et produkt,” skriver Novo til DR.