Stifteren af Geomatic, Martin Glarvig, har overdraget ledelsen af selskabet til Siri Steendahl.
Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor årsagen til skiftet begrundes med, at Martin Glarvig ’i nogen tid har ønsket at få mere tid til udvikling af Geomatics produkter og forretning’.
Den nye direktør er et kendt ansigt i virksomheden, hvor hun siden august har været CCO og stået for udvikling og drift af den kommercielle del af forretningen.
Hun har ifølge meddelelsen ’allerede lidt efter lidt taget over på det ledelsesmæssige og administrative plan’. Martin Glarvig siger, at han sikker på, det er den rigtige løsning.
”Siri bærer de helt rette værdier, og hun skal med sine kompetencer sikre, at vi lykkes med at sætte vores nye kurs,” siger han.
Før hun kom til Geomatic var Siri Steendahl ansat som Chief Strategy Office hos data- og analysevirksomheden Vessel Performance Solutions.
Hun har en Executive MBA i Management of Technology fra DTU, og hun har en HR-baggrund fra B2C-virksomheder som Danske Spil, Flügger Group, TOP-TOY og Colgate.
Geomatic, der bl.a. står bag den datadrevne segmenteringsmodel Conzoom, blev i maj 2022 købt af den canadiske software-investor, Volaris Group.
Selskabet leverede i 2021 et resultat før skat på 10,7 millioner kroner.