Erhvervsminister Morten Bødskov (S) har udpeget den nye forbrugerombudsmand, og det bliver den 54-årige cand.jur. Torben Jensen.
Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
”Torben Jensen kommer med stor juridisk indsigt på området og ledelsesmæssig erfaring senest som vicedirektør i Folketingets Administration,” skriver ministeriet i meddelelsen.
Den kommende forbrugerombudsmand har tidligere været generalsekretær i Det Danske Advokatsamfund og kontorchef i Justitsministeriet i en årrække.
Om udnævnelsen skriver erhvervsministeren i meddelelsen:
”Forbrugerombudsmanden er forbrugernes vagthund. Derfor er jeg glad for, at Torben Jensen har sagt ja til at tiltræde stillingen som forbrugerombudsmand. Med hans solide juridiske baggrund og mangeårige ledererfaring er jeg overbevist om, at han er den rette til at videreføre og udvikle forbrugerombudsmandens vigtige arbejde.”
Torben Jensen selv skriver:
”Forbrugerombudsmanden spiller en helt afgørende rolle i retssamfundet, og jeg er derfor stolt og glad over, at erhvervsministeren har valgt mig til at videreføre det uhyre vigtige arbejde med at håndhæve markedsføringsloven mv. De tidligere forbrugerombudsmænd har sat markante og synlige aftryk på forbrugerbeskyttelsen i Danmark, og jeg er derfor meget bevidst om, at det er en stor opgave, der skal løftes. Og det glæder jeg mig til at kaste mig over.”
Forbrugerombudsmanden er det øverste organ i Danmark, som blandt andet holder øje med, om virksomhederne overholder markedsføringsloven – og anmelder lovovertrædelser til politiet.
Torben Jensen er den sjette i rækken af forbrugerombudsmænd, siden institutionen blev oprettet i 1975.