Forbrugerombudsmanden har politianmeldt BMW Danmark for bilfabrikantens markedsføringskampagner i 2021 og 2022.
Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse gav kampagnerne det indtryk, at BMW’s biler var væsentligt mindre miljøbelastende end konkurrenterne.
Det drejer sig blandt andet om udsagnene “Verdens mest bæredygtige bilproducent”, ”Der er bæredygtighed i hver en bil, BMW producerer”, og ”Hele produktionskæden for BMW iX er grøn” på BMW’s hjemmeside, i en reklame på Facebook, på reklamer i gadebilledet i København og/eller i annoncer på Berlingskes hjemmeside, oplyser vagthunden i en pressemeddelelse.
Udsagnene vurderes vildledende og i strid med markedsføringsloven, fordi BMW’s tiltag for at producere mindre miljøbelastende er tilsvarende for bilproducenters miljø- og bæredygtighedstiltag. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse fik udsagnene også BMW’s biler til at fremstå, som om de er mindre miljøbelastende, end de faktisk er.
”Når selskaber markedsfører sig med markante budskaber om, at selskabets produktion er mindre miljøbelastende end konkurrenternes, skal det naturligvis være korrekt. Ellers er det ikke kun til skade for konkurrerende virksomheder, men også for den grønne omstilling, fordi vi mister tilliden til, at sådanne budskaber er troværdige,” skriver forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, i meddelelsen.
”Hvis virksomheder markedsfører sig med konkrete oplysninger om deres tiltag for at mindske miljøbelastningen i stedet for at anvende vidtløftige udsagn, løber de ingen risiko for at vildlede forbrugerne. Derfor anbefaler vi virksomheder at konkretisere deres markedsføring. Det har også den fordel, at vi som forbrugere bedre kan forholde os til markedsføringen.”
Ingen kommentar fra BMW
Børsen Bæredygtig har været i kontakt med BMW, der ikke ønsker at stille op til interview, men fortæller mediet, at de har været i kontakt med Forbrugerombudsmanden om sagen siden juli 2022, og at man assisterer politiet med materiale og information.
Tidligere har Greenpeace klaget over BMW’s markedsføring.
“Vi er naturligvis tilfredse med, at Forbrugerombudsmanden efter at have behandlet vores klage nu politianmelder BMW for greenwashing. Vildledende grønne anprisninger af klimaskadelige produkter er en alvorlig trussel med den grønne omstilling, fordi de risikerer at forvirre forbrugerne. Vi har derfor længe efterlyst håndhævelse af markedsføringsloven og sanktioner over for virksomheders grønne vildledning,” skriver Sune Scheller, kampagnechef i Greenpeace, i en mail til Markedsføring.