Impact Commerce Group er kommet ud af 2022 med sit bedste resultat nogensinde. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Af det trykte regnskab fremgår det, at bruttofortjenesten landede på godt 227 millioner kroner mod knapt 160 millioner kroner året før – en stigning på 43 procent.
Samtidig landede resultat af den primære drift på tværs af gruppen på 17,6 millioner kroner mod 13 millioner kroner i 2021, svarende til en stigning på 35 procent i forhold til 2021.
Væksten er især drevet af ’øget digitalisering og en tilgang af flere B2B-kunder i porteføljen’, skriver Impact i meddelelsen.
" Digital transformation er rykket markant højere op på den strategiske agenda.Kasper Holst, Group CEO i Impact
”Det flotte resultat skal vores medarbejdere og vores dygtige ledelsesteam fuldt ud have æren for. Og resultatet viser, at vi har en stor relevans i markedet. Samtidig vidner det om, at vi har fået sammensat et stærkt team i alle lande,” siger Kasper Holst, Group CEO i Impact, i meddelelsen og tilføjer:
”Med det her resultat i hånden kan jeg samtidig glæde mig over at se succesen af den merger, vi i 2021 lavede med svenske Improove. Det kombineret med de mange stærke profiler, vi har været i stand til at tiltrække de seneste 12 måneder, stiller os rigtig godt.”
Stigende opbakning fra topledelserne
Ifølge Kasper Holst er det nyeste regnskab i høj grad drevet af en kundevækst i B2B-segmentet.
For eksempel har Impact i regnskabsperioden indledt arbejde med kunder som grossistvirksomhederne AO, GN samt FTZ.
Nøgletal – Impact Commerce Group 2022
Tal i millioner kroner – 2021 i parentes
Bruttoavance: 227,2 (159,1)
Resultat af primær drift: 17,6 (13,0)
Resultat før skat: 16,4 (12,8)
Årets resultat: 12,3 (9,7)
Kilder: Impact og cvr.dk
”Digital transformation er rykket markant højere op på den strategiske agenda, og – modsat for bare tre-fire år siden – ser vi i stigende grad, at projekterne har fuld opbakning fra topledelsen,” siger Kasper Holst i meddelelsen.
Han har desuden et klart billede af, hvad der skal til for at løfte konsulenthuset videre ud i Europa.
”Uanset om man opererer inden for B2C- og B2B-segmentet er nøglen til fortsat vækst at revidere sit it-landskab og arbejde mere datadrevet med fokus på customer experience, aktivering af kundedata og kunstig intelligens. Missionen bør være at opgradere fra version 3.0 til 4.0 i det digitale set up og derved differentiere sig og komme foran konkurrenterne,” siger Kasper Holst.
Impact har hovedkontor i Aarhus og har i dag mere end 400 medarbejdere på kontorer i Stockholm, København, Oslo, Lissabon, London, Beograd, Aarhus, Malmø og Odense.