’Mørkeland’, ’Millionærklubben’ og ’Fantino og Bonde’.

De tre ovenstående podcast-titler topper den første ’K-listen’, som Danske Medier Researchs Podcastindex netop har lanceret over top-20 kommercielle podcast i Danmark i januar 2026.

Det skriver Danske Medier Research i en pressemeddelelse.

Fremover vil K-listen ugentligt liste de 20 mest lyttede podcasts, der udgives på kommercielle vilkår og ifølge meddelelsen, er det første gang, at markedet får en officiel og selvstændig oversigt over kommercielle podcasts i Danmark.

”Med K-listen kan vi nu præsentere en samlet og retvisende topliste for kommercielle podcasts. Det giver både udgivere og potentielle annoncører adgang til valide og sammenlignelige data, som kan understøtte den fortsatte udvikling af podcastmarkedet. Vores ambition er, at listen over tid vil afspejle endnu flere af markedets kommercielle udgivelser,” siger Niels Marslev, der er chef for kommerciel udvikling og analyse i Danske Medier Research, i meddelelsen.

Fremover vil K-listen opdateres online hver uge og kan allerede nu ses på podcastindex.dk/k-listen.

Ifølge Danske Medier Research kommer introduktionen af K-listen ikke til at ændre ved de eksisterende toplister i Podcastindex såsom Serielisten, Mest Lyttede, Episodelisten og Udgiverlisten.