I andet kvartal købte de danske annoncører reklamer for samlet set lige knap 4,3 milliarder kroner, svarende til en vækst på blot 0,9 procent sammenlignet med samme periode i 2024.

Så lav har den procentuelle vækst fra kvartal til kvartal ikke været siden slutningen af 2023, hvor der var tale om et decideret fald.

Og justerer man for inflationen, er der reelt tale om en nedgang. 

Det skriver svenske IRM, Instituttet för Reklam- och Mediestatistik, der analyserer det danske annoncemarked for KreaKom og Danske Medier, i en pressemeddelelse.

Ifølge IRM er det reelt kun enkelte i mediegrupper, at der er positive takter at finde.

Sociale medier vækster således fortsat tocifret i perioden, og her er det særligt sociale videoer der trækker op.

Øvrige medier, der oplever vækst, er bl.a. podcast, out of home og biograf. 

Artiklen fortsætter under illustrationen.

Det danske reklamemarked i andet kvartal 2025. Kilde: IRM

På TV-siden stiger addressable TV med 25,6 procent, mens lineær TV falder med 15,9 procent.

Podcast udgør stadig kun relativ lille del, men er det den hurtigst voksende underkategori med en vækst på 40 procent sammenlignet med andet kvartal 2024

Og hos KreaKom lyder vurderingen af situationen ifølge adm. direktør, Malene Birkebæk, således:

”Tallene ligger meget i forlængelse af hvad der generelt opleves i markedet. Der er tilbageholdenhed med budgetterne, og der er længere vej til godkendelser,” skriver hun i en mail til Markedsføring og tilføjer:

”Alt i alt er det ikke et jubelår for branchen, vi er i gang med, og det mærkes således også i mediemarkedet.”